Kaotisk sygedag

Eller okay, så er det heller ikke værre. Men altså, Klara blev syg med sit øre igen, og ørerlægen har ikke telefontid om torsdagen. Hold KÆFT hvor er jeg træt af, at det skal være så svært at komme i kontakt med de forskellige fagpersoner. Hvorfor kan man ikke bare sende dem en email?? Selv min bankmand og min ejendomsmægler har fattet at det er den eneste fornuftige måde at holde kontakten på.

Nå, men hun lå så der, som en varmeproducerende minireaktor, i min seng det meste af natten. Og gæt hvem der lå inderst og sov fra det hele, og gæt hvem der lå på de yderste 10 cm og ikke sov, men til gengæld bandede og svedte?

(sidespring – okay – hvem fanden er de to unge mænd der står nede på MIT fortov og drikker dåseøl?? VED de ikke, at det her IKKE er amager?? Jeg holder LIGE øje med dem!) 

Nå. Men så vågnede sygebarnet kl 6 allerede og jeg tvang kristoffer til at stå op med hende, for jeg havde ikke sovet hele natten, og kunne derfor ikke overskue at være alene med hende til kl. 23.30 i aften, fra 06 om morgnen. OG jeg er gravid! Og han skulle jo alligevel op og på arbejde og de har sommerfest i dag. Røvbananerne.

(okay, nu begynder de med deres “vi er unge mænd der drikker dåseøl HRARH HRARH HAHA latter” … skal man gå ned og sige noget? Bede dem pakke sig? Det er et pænt kvarter det her. Trods alt.)

Nå. Men så stod de op, og på besynderligste vis var alt hvad vi havde i køleskabet blevet for gammelt natten over. Inkl. to liter mælk. Så her har jeg så siddet hele dagen med det syge barn og haft intet i huset. OG jeg er gravid!

Det heldige er så, at hun alligevel ikke gider spise noget, fordi hun har feber.

Det uheldige er, at hun pylrer. Og jeg kan godt afsløre, at det giver for skarpe jag i mavsen at løfte på hende, så det tør jeg ikke gøre mere. Fik decideret ondt lige før, da hun pludselig skulle tisse, og jeg måtte kaste hende af mig i en akavet stilling ovre i sofaen. Hvor meget er det man må løfte? Ikke 16 kg. i hvert fald, vel?

Og så har jeg en gammel aftale med tre af mine efterhånden ældste venner. Vi skulle have været ude i weekenden, men så skulle een til polterarbend, een til sommerfest i nogens børnehave og en anden til TV2 koncert. Den fjerde skal også et eller andet, men om det er andet og mere end at lægge fliser på et badeværelse har jeg aldrig fundet ud af. Nå, men så vi rykkede weekenden til torsdag aften, og nu kommer de så her, fordi jeg ikke kan komme ud. Pænt af dem. Og heldigvis er her da hverken ryddet op eller støvsuget. Og det bliver der heller ikke. OG jeg er gravid.

Jeg har tænkt mig at hente sushi til aftensmad. Klara er lidt friskere og hun kan godt klare de 5 min. i bilen. Og det der med at man er gravid, det gør ikke noget. Man må godt spise noget sushi alligevel. For al den rå fisk er frosset i over 24 timer, så bakterierne er døde. Man skal bare holde igen med nigirierne med tun og satse på ruller. Mange ruller indeholder jo slet ikke rå fisk. Og hvis bebs ikke kan tåle sushi, så er det nok ikke den rette familie den har valgt. Klara elsker det f.eks. Hun kan godt spise sig mæt i det. Men hun har nu heller aldrig været kræsen. Hendes livretter som 1 årig var feta og oliven.

Aiii – hun sidder i sofaen og ser børmetime, og så ser hun over på mig og siger, nærmest klagende, som om det er virkelig hårdt for hende; “jeg ville ønske, jeg var ligesom DIG, moooaar!” Nåååårrhhh. Ikke kræsen og helt vildt sød. Alle pengene værd. Kan man virkelig forvente det held en gang til?  

Reklamer

Om julesrules

www.thejulesrules.dk
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

6 svar til Kaotisk sygedag

  1. mie høfler siger:

    Hej Julie…ØV med ondt i øret
    OG jeg ved IKKE hvor de der fagfolk er så svære at fange…jeg har i dag 8rugt 2 timer OG 37 minutter på at ringe, vente, taste 2, taste 4 osv …ARGH!!!
    Nå, men jeg må lige appelere til din ekspertise som øre8arnsmor ;-/. Har Klara haft dræn???
    Jeg har en dreng på 8 mdr…han har haft væske i øret i 14 dage ørelægen siger “dræn!”. Han har aldrig haft mellemøre8etændelse eller andre øre pro8lemer…så jeg synes det er lidt hurtigt med dræn, meeeen måske har han ret?
    Nå det var 8are det…hyggeligt at 8esøge din “side”!
    Kh Mie (-som også har skrevet til dig på ND 😉 )

  2. Ja jeg har da også spist sushi. Og brieost. Og sikkert en hel masse andet man heller ikke må. De kan ligeså godt lære det fra starten. Og i morgen er det sikkert noget helt tredje vi ikke må spise…

  3. julie siger:

    Hej Mie
    Ja, Klara har dræn. Hun fik dræn i begge ører da hun var ca. 18 mdr. gammel, og efter min mening skulle hun have haft dem længe før. Da jeg så, hvor stor forskel de gjorde for hendes livskvalitet, fik jeg virkelig dårlig samvittighed over at have “set tiden an” så længe. Hun havde faktisk heller ikke mellemørebetændelse. Hun sov bare dårligt, var meget sur som baby og fik endelig konstateret væske på begge ører. To timer efter hun fik de dræn lagt, var hun en helt anden baby. Hun var glad, smilende, talte meget mere og sov igennem om natten. Hun spiste også bedre. Og sagde far i stedet for bar. Hun har simpelthen levet i en osteklokke, selv om der aldrig var betændelse og den slags. Det har hun kun haft en gang i hele sit liv. Hun har fået nye dræn 2 gange, fordi de jo falder ud med tiden. Det skal de. Lige nu har hun kun på det ene øre – det andet kan klare sig uden, så jeg håber hun er ved at vokse fra det.
    At lægge dræn er ikke nogen kompliceret ting. Det er nemt og hurtigt gjort og barnet lider minimalt under det. Mange er bekymrede for det med at barnet skal i fuld narkose, men altså det er SÅ lidt de får og det varer 10 min. og så er det overstået. Hvis din søn kun har haft væske i 14 dage, kan I måske godt se tiden lidt an, men hvis det er et tilbagevendende problem, så ville jeg bestemt få dræn så hurtigt som muligt. Du kan jo også opsøge en anden ørelæge og få en second opinion? Vores på chr. havn er pragtfuld, hvis du bor i nærheden. God bedring til ham.

  4. Manna siger:

    Ha ha fik lige grineflip over at “catcher in the rye” (logisk nok) på dansk bliver til “griberen i rugen”. Grinede nok mest, da jeg fejllæste det til “griberen i rognen” Meget mærkelig graviditets læsning.
    Det var så min første kommentar. Ever. Har ellers læst med siden sidste sommer, da jeg søgte på “uplanlagt graviditet”, som man jo kalder det selv om man er jublende lykkelig.

  5. julie siger:

    Haha, griberen i rugen… den er ellers god nok, i den nyoversættelse.
    Ja, her hjemme kalder vi jo også uheld for lykketræf 🙂 Tillykke med dit.

  6. mie høfler siger:

    Tak for dit udførlige svar! Dejligt, dejligt, dejligt med menneskelig svar -læger er jo ikke sådan rigtige mennesker 🙂
    Godnat fra Mie

Der er lukket for kommentarer.