Stres

Jeg tror, jeg har fået det der stres? Staver man det med to s´er? Og hvornår går det væk igen?

De sidste tre uger har været så fyldte med alt muligt, at jeg dårligt har haft tid til at tænke en selvstændig tanke, og som en helt naturlig følge af det, er jeg begyndt at sove helt vildt dårligt om natten og at have mange plukveer om dagen. Nogen gange kan jeg slet ikke rejse mig normalt, men kun sådan foroverbøjet, fordi maven er helt hård.

Tror muligvis jeg tager en hjemmearbejdsdag i morgen. Skal alligevel bare ringe til alle mulige (og helt sikkert også umulige) teatre.

Jeg kan ikke engang samle mig nok til at beslutte et køb over internettet, og så står den altså grelt til med mig. Har fundet sådan en fin dragt med fødder, i uld, til februar-baby. Men jeg kan ikke overskue at trykke på KØB. Og hvad størrelse skal den være i?? Og burde jeg bare nøjes med en jakke/overdel, når nu ungen alligevel skal sove i sin voksipose ude i vognen? Men hvad med indenfor? Jeg vil gerne have det køligt i soveværelset, og hvis den minder om Klara, så vil den sparke dynen af konsekvent. Og så er uld med fødder jo superfint. Hjælp, hvor langt ude er man ikke, når man ikke kan handle? Tænkte også på det i tirsdags, i toget til Randers, hvor tog-stewarden med vognen spurgte mig; ønsker De at handle?? JA! Ja, jeg ønsker virkelig at handle! Men hvordan gør jeg? Hvad skal jeg? Han havde ikke svaret.

Og i går var vi til søndagsåbent i IKEA og kigge på køkken. Nu er pengene der jo. Og køkkenet skal i hvert fald være der inden februar. På en måde også gerne inden jul. Og stoffer har taget ferie i uge 48 for at sætte det op sammen med min far. Så vi skal jo vælge noget, vi skal jo beslutte os.

Men hvordan VED jeg om laminat eller massivt træ er det der gør mig lykkelig? Låger uden greb, eller med? Der er så mange størrelser vaske, så mange blandingsbatterier. Der skal lamper op, og hylder og kroge og og og. Det er store beslutninger for én der har problemer med at handle. Og hvad med det mest væsentlige – skal jeg have saltlakrids eller chips???

Reklamer

Om julesrules

www.thejulesrules.dk
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

13 svar til Stres

  1. Det er med 2 s’er, og det går væk, når du får slappet af. Forhåbentligt. Du skal købe ulddragten i str. 62. Så er den lidt for stor i starten, men kan omvendt bruges et par måneder. Og så er det maj. Og en hel dragt er god. Også til bilen. Og så en lille uldpyjames med fødder til natten. Og massivt træ (holder længst) og låger uden greb (for det er vist moderne). Én stor håndvask eller to små. Så er der plads til vandpjask og madlavning samtidig. Og allervigtigst. Lakrids. Helt klart lakrids.
    Hjalp det? 🙂
    Snup for himlens skyld en fridag. Du trænger…

  2. Julie siger:

    Men jeg VED bare, at vi er sådan nogen derhjemme, som stiller en våd ting på træbordpladen og så kommer der en ring. Vi er sjusker. Vi gør ikke rent. Jeg tror laminat er opfundet til sådan nogen som os. Og selverkendelse skulle jo være vejen til bedring? Men låger uden greb, tjek!
    Hvor stor skal uldpyjamas´en være? Også 62?

  3. Bisous siger:

    Jeg er ikke enig. Låg uden greb ar helt klart det flotteste, men jeg har bare lagt mærke til i køkkenbutikkerne at udstillingsmodellerne hurtigt bliver meget grimme der hvor man tager fat for at åbne. Så hvis der er små fedtede fingre i køkkenet, så er det ikke sikkert den grebsløse løsning er optimal.

  4. Ja 62 mon ikke det er fint. Dejligt at sove i en stor floffy dragt.
    Så skal I ha’ laminat. Eller stål. Kan I ikke købe sådan et industrikøkken I kan grovspule en gang om ugen, så er man da fri for at tænke på det:-)

  5. Takashimaya siger:

    Det er da også svært at vælge køkken, hvis det er afgørende for ens lykke.
    Personligt er jeg også en sjusker (og drypper) og har haft både massivt træ såvel som laminat. Tag laminatet! Det giver mindre dårlig samvittighed.

  6. Gitte siger:

    Julie, det lyder afgjort til du trænger til en fridag!! Ta´ den..
    Og iøvrigt slap en lille smule mere af nu, hvor du ikke kun har dig selv at tænke på, søde(løftet pegefinger)
    Gitte

  7. julie siger:

    Jamen jeg VED heller ikke om det er afgørende for min lykke?? Men hvad nu, hvis det er? Og åh, stål… nu savner jeg mit køkken på amager, med original rustfri stål bordplade fra 1940, og vask ud i et. Suk. Og tænk, at køberen bare rev det hele ud og satte nyt ind… nogen mennesker altså…
    Jeg er klart til løsninger med mindst dårlig samvittighed. Laminat er et hit.

  8. Maria siger:

    Hej Julie
    Jeg ville slet ikke købe noget i uld – jeg fik jo en 1. marts-baby sidste år (havde termin 22. feb.), og han havde overtøjsdragt (i bomuld) på 2 gange inden det blev for varmt…
    Sådan nogle træbordplader er altså ikke så sarte, som man hører. Vi er absolut heller ikke rengøringsvanvide herhjemme, men alligevel ser vores stadig pæn ud efter 3 år. Våde ting kan den sagtens klare – når den bliver olieret, forsvinder ringene. Det er varme ting, der er det værste – og så kommer der lidt ridser i, men et synes vi bare er charmerende. Vi olierer måske 4 gange om året – max! – nu. I starten var det selvfølgelig noget mere. Så hvis I synes det er flot, så ville jeg ikke lade mig afskrække af alt det andet 🙂
    Knus fra Maria

  9. Karen siger:

    Hej Julie – Kan sagtens sætte mig ind i dine tøjovervejelser. Jeg er dog kommet frem til at det kun kan betale sig at købe tøj forud hvis det VIRKELIG er nedsat – evt. på januarudsalget eller lagersalg. Ellers risikerer man bare at det ikke lige passer til årstiden eller længden på babys ben eller noget helt tredie.
    Min datter er fra marts i år og hun har haft nogle dejlige uldbodies fra http://www.karto.dk og Føtex. Vi brugte også Voksipose til hende fra første dag og den var fantastisk! Hun havde aldrig mere end en body(nogle gange uld), strømpebukser og en trøje/cardigan i bomuldsgarn i Voksiposen. Det var slet ikke så koldt i marts som det fx har været i oktober så jeg tror en dragt er lidt i overkanten. Medmindre I kører meget i en kold bil??
    Mht. køkkenbordplade: Vi valgte en laminat da vi fandt ud af at en massiv bordplade i eg kostede 11.000 kr.!!!! Hvilket svarede til 1/3 af hele vores køkkenbudget, så vi endte med en laminat og det har vi ikke fortrudt – ingen vedligeholdelse og jeg savner altså ikke at oliebehandle vores bordplade 😉
    Og så lige en tilføjelse: Jeg elsker din blog og måde at skrive på ligegyldigt om det handler om tøj, graviditet eller politik! Jeg føler mig altid underholdt og klogere når jeg har læst din blog.
    Jeg ønsker dig en god og afstressende uge!
    Kh Karen

  10. kirsten siger:

    Nu har vi (ikke mig selvføgelig) jo lavet vores tykke træbordplade selv – og der er ridser og et par mærker efter strygejernet (jajajaja, stryger perler på bordet). Men synes stadig det er pænere end laminat – i hvert fald til vores køkken. Og selvføgelig lader vi det ikke sejle i vand, men der ligger altså tit lidt vand – også i mere end 2 minutter. Den får olie lidt senere end når den trænger, dvs. 3 gange om året.
    Så selvom vi er sjuskere i højeste grad, så er vi stadig glade for den. Men vi tænker også, at for 1800 kr. bordplade kan vi altid skifte den ud.
    Og så får laminat jo også ridser, når man ikke troede, at et skærebrædt var nødvendigt. – Og så er jeg bare mere til træ med ridser end laminat med ridser.
    +Greb.
    – (minus :-)) Højglans (fedtede fingre bliver så meget mere tydelige)
    + Fridag
    – Ulddragt
    +Uldtøj i todelt
    +Stor vask (Til din suppegryde, hvor de laver kødsovs til 10 dage og fryser ned)
    -Lille vask (Du kan ikke få ovnplader ned og stå i blød/vaske af)
    Og så er handlingslammelse jo et kendt stress-symptom

  11. julie siger:

    Okay. Jeg må som minimum styre mig ind til januarudsalget så. Og tænke mest i todelt uld. Men jeg bruger meget uld. Klara har uldundertøj og nattøj i alle de mdr. der hedder noget med R, dvs september til april, og det mindsker altså snot. Jeg bruger også selv de uldundertrøjer min mormor håbefuldt købte til mig for mange år siden – og jeg fryser aldrig!
    Eftersom vi er hooked på ikea køkken, tror jeg ikke massivt træ ville være så meget dyrere, men det er da klart at det koster lidt mere.
    Stor vask er et must – har vi også nu, og den er god at have.

  12. Lena siger:

    Så vidt jeg ved har IKEA altid stor rabat på køkkener mellem fastelav og påske. Hvis I kan vente så længe…

  13. Janne siger:

    Altså, jeg har lavet nyt køkken 3 gange nu (3 forskellige steder vi har boet :)) og jeg vil anbefale dig følgende:
    + Stor vask, og gerne en af dem med sådan en “stålplade til opvask”. Den plade gør nemlig, at man kan sætte sine varme gryder og pander, og våde ting på bordet, uden at bekymre sig om våde mærker.
    + Træbordplade – den kan nemlig altid gøres pæn igen, ved at behandle den. Og de er altså ikke så sarte som det siges!
    + Greb – det er moderne nu uden, men det er det ikke om 5 år. Samtidigt med det, så kan man skifte udseendet ud på køkkenet, ved at skifte greb. Og det slider ikke på lågerne.
    Med hensyn til elementer og stil – så tænk i noget der skal være langtidsholdbart, og som nemt skal kunne “friskes op” med små ændringer, som evt. en ny bordplade eller andet.
    Med hensyn til armatur – så har vi fået sådan et stor “bruse-slange” armatur, og det er vildt lækkert. Jeg ville aldrig bytte det for noget andet nogensinde.
    IKEA’s køkkener kommer sjældent på udsalg. Og IKEA’s kvalitet er faktisk ret god efterhånden. Man skal ikke undervurdere deres køkkener.
    En anden ting er, bed dem hjælpe Jer – bed dem tegne det for Jer og vejlede – de kan mange tricks bl.a. om hvor det er mest hensigtsmæssigt at man placerer vasken i forhold til kogeplader m.m.
    Og så få det overstået af en gang – sæt Jer for, at nu tager vi derud og vi tager IKKE hjem igen før køkkenet er bestilt. Alle de der uløste projekter og manglende beslutninger giver stress (med 2 s’er :))
    Held og lykke med det hele…

Der er lukket for kommentarer.