Ilddåben

Ja, så blev Agnes en uge gammel. Og sikke en uge. Man vidste jo godt, det ville blive en splittelse ind i mellem, at skulle være der lige meget for to børn, men jeg havde godt nok ikke regnet med sådan en ilddåb, så alvorlig og så svær og så tidligt i mit liv med to børn.

Jeg har ikke kunnet skrive, for der er sket så meget og jeg har haft det underligt og ret svært med det.

Det startede mandag aften, med at Klara pludselig fik feber igen. Det har hun jo sådan set haft en gang om md. i hvert fald i et halvt år nu, måske længere, og vi burde jo have vidst at det kom, fordi vi var omkring d. 24.-25. i måneden.

Men hun fik altså feber, og tirsdag morgen ringede jeg så til lægen og sagde, at nu var den gal igen. Hun kunne så sagtens huske os, fra sidste md., så vi fik en tid med det samme og Kristoffer og Klara kørte derned.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, men jeg havde i hvert fald ikke regnet med det, der skete. Nemlig at Kristoffer ringede en halv times tid efter, og sagde, at lægen simpelthen ikke kunne finde ud af noget, og at hun derfor havde sendt dem direkte videre til børneafdelingen på Hvidovre Hospital med det samme.

Det i sig selv var lidt et chok, men på den anden side, var det jo også rart at lægen tog det alvorligt og sendte os videre, når hun nu ikke selv kunne gøre mere.

Kristoffer og Klara tilbragte så det meste af tirsdagen ude på børneafdelingen, og hver gang vi ringede sammen sagde han det samme; de kunne ikke finde ud af, hvad det var.

Endelig, omkring spisetid, var alle blod- og urin prøver taget, og de fik lov til at køre hjem og vente på svar.

I det, de træder ind ad døren herhjemme, kan jeg se, at der er noget stoffer skal sige. Nu må du ikke freake ud, siger han. Men de fandt en mislyd på hendes hjerte. Så vi har fået en tid til scanning næste onsdag. Aaaargggg – mislyd??? Hjerte??? NÆste onsdag?? Hvem tror I tudede?

Vi spiste lidt, Klara spiste ingenting, for hun havde jo stadig høj feber. Og så ventede vi. Hvorfor ringede de ikke?? Omkring kl halv ti ringede stoffer så til dem, og en sygeplejerske sagde, at de da kun ville ringe, hvis der var noget i prøverne. Det havde stoffer bare lige glemt. Nå, men hov, lige et øjeblik, sagde hun så… og da hun kom tilbage sagde hun, at der vist alligevel var noget i blodprøverne, hun ville lige finde en læge. Vente vente vente, og så fik vi den besked, at de gerne ville se Klara igen med det samme. Ja, bare ærgerligt at hun sov, vi skulle komme med det samme.

Så ind og klæde feberhed sovende 4 årig på, og afsted med de to igen.

Tror I lige, jeg var ved at blive hysterisk? Vi taler her om 4.-5. dagen efter min fødsel, min krop er et uvejr af hormoner, og så skal min store datter hastes ind på børneafdelingen sent om aftenen. Så jeg ringede til min søster, og hun skulle heldigvis ingenting, så hun kom herud og sov, fordi Stoffer og Klara skulle blive på børneafd. natten over. Den endte med at blive halv 2 før de blev ordentligt indlagt og fik en seng.

Onsdag morgen fortsatte undersøgelserne, men de fandt stadig ikke nogen årsag til feberen. De blev ved med at spørge, om vi havde været ude at rejse for nylig, som om det var noget eksotisk og ukendt Klara fejlede. De tog røngentbilleder og flere blodprøver. Og jeg sad herhjemme og ammede og tudede og ammede.

Og blev bange for om Klara var alvorligt syg, og om mine bekymringer ville stoppe mælken, og om Agnes kunne fornemme min angst og om hun så ville ødelægge sit zen og holde op med at være en glad og rolig baby. Og hadede at jeg ikke kunne være der for Klara, selv om hun havde sin far og de havde det fint. De fik nye legekammerater derude på børneadf. og blev interviewet til en avis. 

Da jeg var allerlængst ude, var jeg sikker på, at det var min skyld, hvis Klara var alvorligt syg. Fordi jeg ikke bare kunne nøjes med hende. Mit ene perfekte barn. Fordi jeg absolut skulle udfordre skæbnen og have en til. Det VAR jo for godt til at være sandt, ikke? Det hele gik lidt for nemt og lidt for godt. Jeg skulle ikke have bedt om mere! Og sådan er mødre. Vi kan altid vende det om, så det hele er vores skyld.

Onsdag aften fik de heldigvis lov til at komme hjemme og sove. Feberen var ved at klinge af, og det var dejligt at have sin familie hjemme igen. Men jeg havde alligevel hele tiden den der tunge knude inden i maven, når jeg så på Klara.

Torsdag skulle de så være derude kl. halv ti igen, til en samtale med en overlæge, som er specialist indenfor “sådan noget” – svært at sige hvad, når de ikke rigtig vidste, hvad hun fejlede. Jeg ville så gerne have været med, men sygeplejerskerne sagde, at det skulle jeg ikke, med Agnes. De havde alt muligt skidt på den børneafd. og det var ikke noget sted for en nyfødt. Så stoffer lovede at skrive alting ned og at få overlægen til at forklare alting indtil han helt sikkert forstod det.

Og det var heldigvis gode nyheder. Det der med mislyden på hjertet, det skulle vi bare glemme, sagde overlægen. Han havde kigget på det, og det var ikke andet end helt almindeligt. Stort set alle børn med høj feber får sådan en mislyd.

Det med feberen havde han også fundet en diagnose på. Det er noget som hedder PFAPA – periodisk feber. Læs evt. mere her. Det er noget man ikke ved ret meget om, hverken om hvorfor det opstår eller hvad det egentlig er. Men det handler simpelthen om, at man får periodisk feber. Med ca. 4 uger i mellem. Det er ikke arveligt, det er ikke særlig farligt og man vokser som regel fra det. Man kan behandle med binyrebarkhormon, men det vil kun forkorte feberperioden, ikke fjerne den helt, og det har en del kedelige bivirkninger, bl.a. den at feber anfaldene vil komme tættere på hinanden. Og så vil jeg ærligt talt hellere have et barn, der har uskadelig feber 3-4 dage om md., end at fylde hende med det skidt.

Man kan også fjerne mandler, men det er ikke alle, det virker på. Det kan godt være det vil virke på Klara, fordi hendes er hævede hver gang hun får det feber, og muligvis hænger det sammen med det faktum at hun har været ørebarn hele sit liv. Det lyder da logisk for mig. Men indtil videre gør vi ingenting. Jeg er jo hjemme det næste år, så da kan hun sagtens have de sygedage hver md. og så vokser hun måske fra det. Vi har fået en stående indlæggelse på børneafd., så næste gang der er optakt til det (og det bliver så d. 24.3. – 2. påskedag, hvis det med de 4 uger holder) så skal vi bare komme ud med hende, og så bliver vi indlagt uden om køen, fordi de gerne vil tage flere blodprøver. Ham overlægen er meget interesseret i, at finde ud af mere om den her sære, ukendte sygdom. Han har set andre børn med den, men ikke mange.

Den gode nyhed er så, at børn med den her sygdom meget sjældent fejler andet. Fordi deres immunsystem bliver meget stærkt af at blive så aktiveret hver md. Og det er jo også rigtig nok med Klara. Ud over den feber en gang om md. så er hun faktisk aldrig snottet, hun har aldrig andre luftvejsinfektioner eller diarre og den slags.

Nå.

Men det er derfor I ikke har hørt noget til mig og Agnes og de andre. Jeg var så bange og ked af det, og tænkte leukæmi og hjerteoperationer og død og ødelæggelse. Helt skrækkeligt. Og samtidig prøvede jeg at smile meget til Agnes og i det mindste være der for hende. Og i sidste ende kunne jeg ikke være der 100 procent for nogen af mine piger. Helt skrækkeligt. Og desværre nok ikke sidste gang man står med den følelse. Men forhåbentlig i mindre alvorlige situationer.

Torsdag havde vi første besøg af sundhedsplejersken. Hun virker sød og venlig, og syntes at Agnes var en superfin pige. Alt er som det skal være med en pige på hendes alder, og hun vejer nu 3.750 g. Dvs hun har taget 150 g. på i sin første leveuge, og det er rigtig fint. Jeg var også glad for et målbart bevis på, at bekymringerne i
kke er gået ud over mælkeproduktionen. Jeg synes nemlig, at de betonbryster jeg havde fået mandag, helt forsvandt tirsdag og onsdag. Nu er de så også tilbage igen.

Og NU skal vi så alle sammen bare til at slappe af og nyde hinanden. Ikke?? 

Advertisements

Om julesrules

www.thejulesrules.dk
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

16 svar til Ilddåben

  1. Frederikke siger:

    Sikke en omgang. Jeg er glad for, at det “ikke var andet”.
    Pøj pøj med det hele 🙂

  2. Clarke siger:

    Puha Julie, der fik du godt mig til at tude. Man følger jo så meget med i Jeres liv så det havde bare ikke været til at bære.
    Jeg tørre tårerne og er glad for det ikke var alvorligt.

  3. Rote Mutter siger:

    SKRIIIG.
    Jeg ville da heller ikke kunne klare sådan en omgang – og så lige efter fødslen med alle de hormoner og alting. Hvem kan overhovedet være der 100% for nogen som helst i din situation?
    Men godt I er der alle sammen igen og har det godt.
    PS: Fik selv binyrebarkhormon gennem flere år i barndommen. Jeg blev kun 150 cm høj, som følge af det. Har aldrig prøvet andet, så det generer mig ikke, men det er ikke noget jeg vil anbefale andre, hvis det kan undgås.

  4. carina siger:

    Arj og så lige oven i hormon-helvedet man gennemgår efter fødslen. Men så havde du da en seriøs grund til at tude, os andre der ingen problemer havde vi tudede jo alligevel den første uges tid.
    Det er da rart at det tilsyneladende bare er feber hver måned og tænk sig at din datter ikke bare er skøn men også interessant for videnskaben?
    Selv om det selvfølgelig ville være rarest hvis hun bare var skøn og interessant (men ikke for videnskaben)

  5. Jenny siger:

    Kære Julie
    Jeg har ikke skrevet til dig før, men følger med på din blog.
    Hvor må det have været forfærdelig! Jeg kan næsten ikke forestille mig en værre situation – og så lige efter fødslen af sit andet barn. Jeg sender 1000 kærlige og medfølende virtuelle tanker til dig, og hvor er jeg glad for at Klara har det godt. Det smerter i et moderhjerte at høre sådan en historie.

  6. Line siger:

    Åh Gud da, sikke en mavepuster. Godt der endelig var en overlæge, der kunne sætte fingeren på Klaras problem! Jeg ville heller ikke give min søn binyrebarkhormon i noget tilfælde. Min søster udviklede astma af det, og sådan er der så mange dumme historier med det skidt. Jeg håber, du er kommet dig over forskrækkelsen. Hvis det er nogen trøst, så undgår Agnes med stor sandsynlighed at blive ørebarn, hvis/da hun får pneumokok-vaccinen, som er blevet standard. Så sig endelig ja tak til den. Godt I er to om det, men ens moderhjerte bløder jo alligevel voldsomt meget i sådan situationer – med eller uden baby blues…
    Hilsen Line, mor til to om ni uger… (og min ældste er kun 19 mdr., hvad er jeg gået ind til…)

  7. Klejs siger:

    Puha, sikken omgang Julie. Jeg ville være helt ude af det. Men godt at Klara ellers intet andet fejler.

  8. Ditte siger:

    Jeg kommer lige med en rar og venlig kommentar – det er nok mere det, du har brug for i disse dage… 😉 Sikke en omgang! Pyha, godt det er vel overstået. Jeg håber det næste lange stykke tid bliver roligt og fredeligt, så meget som det nu kan med to børn, så du kan få tid til at fordøje det hele. Jeg kan godt forstå, hvis der er uro i dit indre og ting, der lige skal falde på plads. Godt at du har sådan en god mand i Stoffer! Han er sgu en guttermand! Varme hilsner fra Ditte

  9. Moster Tulle siger:

    Først et stort til lykke med Agnes og så et Føj for den over oplevelsen med Klara, men godt at det hele bare er “uskadelig feber”.
    Ved helt præcis hvordan du havde det, for jeg prøvede det samme da ældste var 5 1/2 år og havde så slem falsk strubehoste, at jeg ikke engang måtte køre hjem efter en ren ble til lillebror på 4 dage, men skulle direkte på hospitalet. Hvor jeg btw ikke måtte komme med ind på børneafdelingen med min (lille) store dreng, fordi de havde RS virus som jo i sagens natur ikke er godt at udsætte en 4 dage gammel baby for. Så mand og søn var indlagt i nogle dage og jeg fik “fornøjelsen” af at være nybagt mor til 4 dage gammel dreng født ved Kejsersnit, “almindelig” mor til 2 1/2 årig pige og grænseløst bekymret mor til 5 1/2 årig dreng, som bare var så syg. Det var februar 1996 og det står stadig meget klart…..
    Jeg har i øvrigt sjældent læst et af dine indlæg så hurtigt som ovenstående, måtte bare vide, at det hele endte godt…….Sender lige et kram til Klara 🙂

  10. Jennie siger:

    Fuck man, din stakkel. Får lyst til at tude med dig. Kæft det er godt der er en skarp læge som genkendte det her fra de få andre tilfælde. Jeg kender godt den der tanke med at man har været hovmodig med at få flere børn. Kan det nu også passe at man kan få lov til at have flere børn der er både glade og raske? Jeg vælger at tro JA! Og jeg er sikker på at Agnes har det trygt og fint trods urolighederne. Hun har det nu engang bedst hos dig, uanset hvad. Stur stur kram.

  11. Marie siger:

    Phew. Sad og fik helt hjertebanken. Godt at det hele endte…godt og dét.
    Knus til alle dine da.

  12. Mette Louise siger:

    Chok! Jeg kan godt forstå, at det har været en omtumlet uge – heldigvis med en nogenlunde lykkelig udgang, for der er jo håb for det hele. Heldigvis!
    Og næææh du – du skal nok få lov til at føle splittelse igen. Trust me! 😉

  13. Miemor8 siger:

    Kære, Kære Julie!
    Stakkels jer…..Stort medfølelse og GODT at det “bare” var feber, feber, feber.
    God rolig weekend til jer.
    Kærligst Mie
    P.s Sikke smukke buketter i har fået -tak for kigget!

  14. Sanne siger:

    Føj for en gyser!!!
    Jeg fik en knude i maven bare af at læse det!
    Godt at alt er endt godt igen, og NYD hinanden i fulde drag – lov mig det!
    kh.
    Sanne

  15. julie siger:

    Ved jeg egentlig godt… lyder bare så fjollet at sige, som om hun er et dådyr eller noget…

  16. Fr. Møller siger:

    Øeh nej, Julie. Agnes ammer ikke. Det gør du. Hun dier…

Der er lukket for kommentarer.