Er du skidt, skat? Har du skidt, skat?

Jeg er startet på det her indlæg flere gange. Det er blevet svært at være personlig, fordi min far sidder og læser det, og min svigermor og min søster og min arbejdsplads, min mødregruppe, alle mine veninder (undtagen maya, den dovne hund) og ind i mellem også min kæreste. Og nogle af hans venner. Og nogen fra Klaras gamle vuggestue. Gud og hver mand, mere eller mindre.

Så hvis alle de der kender mig, lige gider lade som om jeg er en fremmed, og dermed har lov til ikke at være perfekt i jeres øjne, så gør lige det. For jeg er ikke perfekt. Så sidder de frække af dem og griner og siger, at det vidste de da godt og hahahaha, hvor er det bare SKIDE morsomt. Men det er det ikke.

Lige nu er jeg f.eks. misundelig. På stoffer. Fordi han er en mand og ikke ammer og ikke har hormoner og gener, der modarbejder hans hjerne. Han kan stort set være sig selv, som han altid har været og som han har lyst til at være. Han kan blive inviteret til fester og gå til dem og drikke en øl eller to og grine og gennemføre en samtale i fred og ro, med jævnaldrende.

Jeg sidder her, i mit selvvalgte og højt elskede gyldne bur. Og ammer og har fået deller og er blevet gaaaaaaaammel. Og bager alt det skide brød. Og det er som om, der er lidt hud under mine øjne, som er begyndt at hænge????!

Når jeg i virkeligheden hellere ville sidde på the carribean og få en stor drink med frugt i og så cykle til islands brygge og spise sushi fra hatoba nede ved vandet. Og tale med jævnaldrende, uden afbrydelser og uden at det skal handle om afføring, søvn, amning, strækmærker, grød og mos eller bagning af alt det skide brød. 

Jeg har ikke noget imod ( – aj, for fanden, så bare fordi man tager sig 5 skide minutter i fred, for at skrive nogle tanker ned inden de er væk i aftensmad og børnetime og tandbørstning og godnathistorier igen, så brænder den forbandede hjemmelavede tomatsovs på, og så skal man også tage sig af DET – jeg er så færdig med at tilberede hjemmelavede og næringsrige måltider, mand) – nå, men jeg har ikke noget imod at min mand laver alt det han gerne vil. Hvorfor skulle jeg have det? Han er fri, han er glad. Men hvad med mig? Jeg kan sagtens tage ud, hvis jeg vil, det er ikke noget problem for ham. Kun for Agnes. Og det er jo anderledes lige om lidt. Så skal hun ikke ammes så meget mere og så får jeg min frihed igen. Men er jeg der så endnu? Kan det være for sent? Er jeg så stadig mig? Og har jeg overhovedet brug for al den frihed? Jeg har altid været sådan en “mit hjem er mit slot” type, der hellere stener på græsplænen med en G&T og nogle gode venner.

Jeg ved ikke, hvad det er jeg vil. Eller hvem det er, jeg er. Jeg er de her børns mor, og det fylder ret meget, både for dem og for mig. Men et eller andet sted inde bag ved efterfødselsfedtet og ammeindlæggene er jeg jo også stadig en kvinde, et menneske, mig selv. Julie.

Julie. Der ikke gider feste, men som heller ikke gider sidde hjemme. Der ikke gider tilbage på arbejde, men som heller ikke gider gå hjemme. Der ikke gider tabe sig, men som heller ikke er ligeglad med maven. Eventyrlysten tryghedsnarkoman. På randen af et eller andet. Spat?

Ps. jeg ved godt jeg bruger for mange bandeord. Sådan kan det gå. 

Reklamer

Om julesrules

www.thejulesrules.dk
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

16 svar til Er du skidt, skat? Har du skidt, skat?

  1. AB siger:

    Hej Julie
    Vil bare lige fortælle dig, at jeg linker videre til dit indlæg her fra min blog i dagens indlæg.
    /AB

  2. Line siger:

    Nå men så fik du lige beskrevet mig i dit indlæg der. To børn – yngste 3 mdr. ældste lige blevet 2 (og 2-eren er HYPER pt.) Heldigvis er 3 mdr.eren måske verdens nemmeste og mest smilende baby, men det hjælper jo ikke på friheden, når hun hænger i brysterne hver 3. time. Min største drøm lige nu er at komme afsted og se SATC filmen, men jeg er for træt til overhovedet at tænke på udmalkning und so weiter… Desuden ville jeg bare falde i søvn i den mørke bio.
    Nå, nu er der én, der gerne vil ammes… Og moderne fædre – hvor gerne de end vil :-S kan jo for fanden ikke bare tage over! Så ballerne strammes lidt endnu – det er svært her efter to fødsler inden for to år – og om lidt er det forhåbentlig glemt og savnet, for det går jo så stærkt, som alle tanter og mødre siger. Men nu skal der så ammes…
    Usammenhængende og lang kommentar? Welcome to my world. Jeg er med dig, Julie. Hilsen Line – der bruger sine to minutters alenetid på bla. at læse din blog 🙂

  3. Line siger:

    OG ps: Formår du at iklæde dig ammeindlæg uden at få firkantede bryster? Fif søges, det er sgu svært at føle sig hip selv i nyindkøbt tøj, hvis madkasserne ser fuldstændig deforme ud…
    Også fra Line

  4. Ja, gu’ er du der, når alt ammeriet og bageriet er overstået…..jeg var der ihvertfald efter både Ottilia og Alma – og satser også gevaldigt på at være “mig”, når Mynte ikke længere er så afhængig af mig. G&T lyder ellers godt, skal vi splejse om at leje en Nora Malkeko i Jalsøe og så ellers slå os løs?
    Jeg er gået i bagestrejke, jeg gider fandeme ikke lige for tiden – børnene jamrer: “Jamen mor, du PLEJER!”, men jeg er kold og kynisk – niks!!! Godt nok savner jeg mormors havregrynskager, men jeg nægter – og så langt er der heller ikke ud til Virum, hvor der helt sikkert er nogle på lager….det er vel ikke for tidligt at lære Ottilia på 6 år at følge Alma på 4 ud til oldebimmeren, DSB er jo blevet så pålidelige 😉

  5. Suzy siger:

    For helvede, dame… du ved hvad jeg vil sige *kram*

  6. Britt siger:

    Hej Julie
    Jeg har læst din blog on and off i årevis nu. Du er virkelig god til at sætte ord på! og jeg stemmer så meget på at du skal udgives. Du er tusinde gange bedre end fx Njor og Stockman.
    Jeg er lige blevet “mig” igen efter endelig at være stoppet med at amme nr 2, som lige er blevet 1 år. Det er befriende. Det er så fedt at kunne tage afsted uden det er den store begivenhed og mit humør er helt i top. Jeg har virkelig fornemmelsen af at være blevet Britt igen og Britt i sig selv. Nu har jeg to børn – ikke to parasitter, som jeg nogen gange har tænkt i det forgagne år.
    Og så er det hverken værre eller bedre end at jeg i dag har gået og tænkt; “nåh ja – måske vi skal have nr3”. Doh! Kvinder!
    Bruger også mine fem alene minutter på din blog – så skidt da med mad og toiletbesøg i fred.

  7. julie siger:

    Tak allesammen. Tak!
    Line – det er jo endnu et af problemerne. Jeg kan ikke passe det hippe tøj, jeg kan ikke amme i det hippe tøj og jeg er så træt af de ammeindlæg. Men en god ammebh mindsker de firkantede kasser.
    Britt – tak – jeg elsker gamle læsere, der kommer ud af skabet!! Mange har sagt det der med at blive udgivet, og i disse tider virker det som om alle blogs bliver kontaktet af forlag og udgivet osv. Men ikke mig. Jeg tror ikke forlagene tror, at det her sælger. Der er ikke nok sex i det, tror jeg? De skulle bare vide – det er jo netop os mødre der har brug for lidt genkendeligt og letlæst.

  8. Moster Tulle siger:

    Julie – du bliver aldrig den samme som før du fik børn, men du er stadig dig, bare mere rummelig, mere rund (og her mener jeg ikke +/- kilo), mere ansvarsfuld og alt det, fordi du er MOR. Jeg er sikker på at du finder dine ben igen og ved du hvad, når du så har fundet dem og fået friheden, så kan det være du begynder at plage Stoffer om en 3’er 😉

  9. yannita siger:

    Oh Julie, det er ligesom du fortæller om mig. Er mor, elsker at være mor. nogen gang er jaloux på min mand. som har så meget mere frihed,som kan gøre alle de ting jeg savner, men vil jeg gerne bytte…nej, vel?
    det er svær at finde tid til det, men det er så godt at læse dig, tak for det.

  10. julie siger:

    Hej Yannie – længe siden! Du må da også have født nr. 3 nu, eller hvad? Var det ikke her i sommer den skulle komme? Hvad blev det?
    – og ja, jeg skal nok plage om en 3´er også 🙂 Man er jo rundtosset, ikke sandt.

  11. Mette siger:

    Åh ja, endnu engang kunne jeg have skrevet hvert et ord. Du er helt utrolig til at sætte ord på…ting. 🙂
    Kh Mette, som har sidste dags barsel i dag og er skrækslagen ved tanken om aldrig mere at skulle have barsel 😦

  12. tine siger:

    Hej Julie
    Jeg kender også til det du beskriver. har 3 dejlige unger, hvor den yngste nu er 5 år. Tiden går bare så stærkt og nogle gange savner jeg min “ammetid”. Den tid er jo helt speciel og kommer aldrig igen og sådan skal det også være. Alt til sin tid…
    Og nu kan jeg gøre alle de ting, som jeg måtte undvære og det er fedt. Men ikke nær så fedt som babyduft, barsel og nybagt brød 🙂

  13. julie siger:

    Jamen I har ret, jeg ved det godt, og jeg nyder egentlig også hvert eneste minut. Mest fordi Agnes faktisk er enormt nem og sød. Og jeg kan hyperventilere og få angst ved tanken om, at jeg måske aldrig skal opleve dette igen. Egentlig har jeg altid sagt jeg ville have 4 børn… det var kun fordi Klara var sådan en… spændende udfordring… at jeg kom i tvivl.

  14. Marie siger:

    Hej Julie endnu en læser går til bekendelse
    Jep – kender det – been there og ikke helt done that endnu men snart. Efter 4 ugers sommerferie og 13 mdr på barsel og næsten en hel forbistret uge med febersygt barn sidder jeg her foran computeren HELT ALENE, der er ikke et barn der sover som snart vågner eller en mand der utålmodigt siger NÅ nu skal vi i seng – det er storartet, mærkeligt og lidt fedt. Den mindste har nemlig 2. dag i vuggestue og det er manden der kører ind og den store er i skovbørnehave.
    Har tusind ting jeg burde gøre MEN jeg gør det ikke for om 3 dage starter jeg på arbejde igen hvilket både er fedt og grusomt på samme tid så nu vil jeg bare slappe af.

  15. Pernille siger:

    Kære Julie
    Jeg er sikker på, at du nok skal blive dig selv igen, og så alligevel ikke – er tilbøjelig til at være enig med moster Tulle.
    Tror at mødre bliver sig selv igen, hvis de altså vælger det, nogen vil altid være “fortabt” i moderrollen, fordi det er den identitet, de bedst kan lide (og måske den eneste de har). Os andre, måske mere moderne kvinder, som gerne vil det hele, vi vælger at være os selv, at generobre en del af vores tilværelse, som har stået på standby under babyræset. Sådan håber jeg i hvert fald det bliver.
    Men som moster Tulle skriver, så vil du for altid være forandret, fordi du har fået ansvar for små nye liv. Når du er færdig med at amme, kan du lige så vel som Stoffer drikke G&T, tage ud med tøserne, gå til koncert m.m. Og selvfølgelig vil du gøre det. Tror dog også, at du vil opdage, at selv om du savner det nu, så når du igen har muligheden, så har du slet ikke lyst til at gøre det i så stor grad som tidligere, blot fordi dine prioriteter har ændret sig.
    Den ubekymrede frihed og nok en grad af uansvarlighed, som de fleste har oplevet i starten af 20’erne – den tror jeg dermed ikke kommer tilbage. Tilgenglæd er der kommet noget andet, på mange måder måske lidt dybere. Måske er det sådan det er at blive voksen? – har altid undret mig.
    Jeg tror på, at man kan hvad man vil – spørgsmålet er, hvor meget man vil det?
    Pernille

  16. Sarah siger:

    Jeg kender udmærket godt den der klaustrofobifornemmelse og mindes levende hvordan jeg lå fuldstændig groggy i ægtesengen med en lille ny guldklump haget fast til brystet. Manden min kommer slentrende ind fra stuen og udbryder: “Tænk, et lille øjeblik mens jeg sad foran computeren, var det som ingenting var hændt”. Det er, hvad man kalder at befinde sig i overhængende livsfare, når man kommer med sådan en bemærkning til en ammende kvinde.
    Jeg ser frem til at få barn nummer to og dertilhørende aflange ammebryster, så kan jeg, selv under amning, lange et ledigt bryst efter folk der kommer med den slags ubetænksomme bemærkninger.
    Til gengæld syntes manden min så heller ikke det var sjovt, da jeg nævnte – sådan tilfældigt, i forbifarten – at mænd faktisk også kan amme. He he

Der er lukket for kommentarer.