Ai altså

Den der dokumentar der lige er startet på tv2, om de der børn der skal hentes i Etiopien og til Danmark og adopteres osv – den er dårligt nok startet og jeg tuder allerede helt vildt. Tænk at være de forældre dernede, som har HIV og derfor giver deres børn til nogle andre – det er da en god ide, jeg forstår dem godt. Men altså, kunne jeg det? Tror jeg ikke. Og det er jo store børn. De har minder og sprog og en hverdag der er rigtig god. De forstår da ingenting om, at deres mor (og far) er syg og giver dem væk. Hvorfor fanden skal verden være så hård?

Jeg bliver aldrig sådan en, der ikke vil tude over den slags. Jeg har alt for meget fantasi. Jeg kan L E V E N D E forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg skulle give mine børn væk. Eller hvis min mor gav mig væk. Okay, det sidste er der ikke store chancer for længere, og skulle det ske, så får hun kamp til stregen. Man kan ikke forære en 32 årig datter væk med hendes gode vilje.

Tænk alligevel at elske sine børn så meget, at man giver dem væk. Elsker jeg så mine mindre, fordi jeg ikke tror jeg ville gøre det. Måske ville jeg gøre det. Hvis jeg boede i Afrika og havde HIV og ingen fremtid. Som hende der moderen siger, så længe børnene lever og har det godt, så lever hun videre gennem dem.

Noget helt andet er, at hvis de har fået HIV på samme måde som de fleste i Afrika får HIV, så er det ham manden der har været ude og knalde en eller anden tårnhøj blondine (i princippet)… og så er det hans skyld. Så hvis jeg var moderen så havde jeg fandme bebrejdet ham. Muligvis myrdet ham. Jeg havde i hvert fald ikke bare afleveret mine børn og så taget med ham hjem og lavet en kop the til ham, og så kunne vi ellers have HIV sammen og savne vores børn. 

Men hvorfor skal verden være så hård? Det er da ikke i orden. 

Reklamer

Om julesrules

www.thejulesrules.dk
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 svar til Ai altså

  1. Lisa siger:

    Hej Julie
    Jeg er også fuldstændig opløst :-/
    Vi danskere kan slet ikke forestille os at komme i en situation, hvor vi kan risikere at måtte give vores børn væk. Det er godt nok barsk.
    Og det er ikke til at sætte sig ind i den side af det. Jeg står selv på den anden side og venter på at få et barn gennem adoption. Jeg glæder mig så meget til at vide, hvem mit barn er, til at se den lille, men jeg har også den ulykkelige hændelse i baghovedet, som vil være vores vej til at blive familie. Men jeg ser sådan på det, at barnet får det bedre hos os end i sit fødeland. Og kommer det ikke til os, står der masser af familier i kø, for at adoptere et barn.
    Derudover tænkte jeg også på, at det formentlig var den biologiske far, der havde bragt sygdomen ind i familien – og dermed sat dem alle i den ulykkelige situation. Jo, at bebrejde ham det, det kunne jeg vidst ikke undgå!
    🙂 Lisa

  2. Kristina siger:

    Årh, jeg tudede også.
    Heldigvis med mit yngste barn sovende på maven af mig.
    Min store dreng er 2 – som drengen i dokumentaren. Tænk, at skulle give ham væk. Og de stakkels forældre, der gerne ville sige farvel i lufthavnen. Bare lige se børnene en sidste gang. Kan godt se, at det nok ville forvirre børnene og gøre afrejsen temmelig besværlig, men kunne bare så godt forstå at de forældre.

  3. julie siger:

    Nåårhh Lisa – venter I på at få et barn! Hvor vildt. Ved I noget? Jeg er helt enig i, at de jo får et bedre liv her. Det er bare så synd, for de forstår det jo ikke. De forstod bare at de havde det fint, der hvor de var. På den måde er det nemmere med de mere forsømte adoptivbørn eller forladte spædbørn.
    Jeg synes det var så forkert at de ikke sagde rigtigt farvel til forældrene. Ikke nødvendigvis i lufthavnen – det ville blive for traumatisk. Men at forældrene bare sagde, de skulle ud og handle og ville komme igen senere, og så ser de dem aldrig mere – det er da så forkert. De børn kan jo så aldrig stole på at voksne kommer igen. Eller, det skal de så gen-lære.

  4. Jennie siger:

    Jeg så bare strejfen af et negerbarn med fluer over det hele og zappede videre til dr2. Der var dokumentar om verdens mest nørdede dreng der bor i Maine. Napoleon Dynamite inkarneret. Jeg slap for tuderiet!

  5. Lisa siger:

    Hej Julie
    Nej vi ved ingenting. Har stået på venteliste i over to år uden nogen udsigt til, at vi snart når vores mål – det er til at brænde sammen oven i hovedet af, øv.
    Mht. til at de biologiske forældre gik fra børnehjemmet uden at fortælle det til børnene. Nej vi ville aldrig gøre det, det er groft svigt at børnenes tillid i mine øjne. Men vi må tænke på, at de har en helt anden kultur i Etiopien, og de måske ikke tænker over, at børnene faktisk får mén af at blive forladt på den måde.

  6. Malene siger:

    Hej Julie
    Ja det var godt nok et hårdt program at se – troede det var mig der måske havde føelserne ude på tøjet – men godt at høre at jeg har flere at være i båd med….
    Godt mine unger lå trygt i deres senge, for jeg er sku heller ikke sikker på jeg ville kunne give dem væk selvom de ikke havde mulighed for at godt liv sammen med mig….. men heldigvis har vi det godt her i danmark – og jeg elsker mine unger dobbelt så meget efter sådan en udsendelse.
    Malene

  7. Anne siger:

    Jeg bliver heller aldrig sådan en, der ikke vil tude over den slags. Sidder og er helt trist nu, og har ikke engang set udsendelsen. Det må være noget af det værste man kan komme ud for. Jeg tror heller ikke jeg ville kunne. Og slet ikke på den måde.

  8. FruGosch siger:

    Jeg tudede også vildt men måtte styre mig, for min dreng på 8 var også i stuen….skulle nok have skærmet ham, for han fik jo også noget af det med. Men selvom han er en ret så følsom og meget kærlig dreng, så tog han det meget pragmatisk: Han spurgte hvad det var, og jeg sagde at moderen og faderen var syge, for det bliver man nogle gange i afrika (så han ikke blev bange for, at jeg kunne blive så syg), og derfor var de nødt til at give deres barn til en anden mor og far osv. Og da han så jeg tørrede øjnene, sagde han: “Aj altså mor, hvad ER der. Du tuder altid over noget med børn!” og jeg sagde, jamen jeg synes bare det er så synd for dem at deres mor og far er syge og ikke kan have dem. Og så sagde han: “Ja, men de er jo NØDT til at give dem væk, og de får jo en NY mor og far!” Og så tænkte han ikke mere over det.
    Og jeg har tænkt på det 100 gange siden…..
    Vi er heldige her i DK. Og jeg kunne aldrig give mine børn væk. Aldrig. Og de skulle sige farvel til mig og selvfølgelig jeg til dem, inden jeg døde.
    Har du set den der film om en ung kvinde der skal dø og derfor laver små bånd til sine to døtre? Den handler om de ting hun skal nå inden hun dør. Den er meget usentimental men jo alligevel totalt sørgelig.

Der er lukket for kommentarer.