Og den heldige vinder er:

Skal vi se at få det overstået? Jeg ville gerne have lavet noget sjovt med en film og lodtrækning og alle navnene skrevet med glimmerlim på små bordtennisbolde. Men jeg gider ikke, og jeg kan heller ikke finde kablet der får ting fra kameraet ind i mac´en.

Så jeg har gjort det på Julia-måden. Spørg en person i et andet rum, om et tal. Jeg har ingen Johan, men jeg har en Klara der absolut heller ikke vil forstyrres når hun lukker sin dør. Til gengæld stiller hun ingen spørgsmål. Hun tænkte bare meget længe over det, og så sagde hun, inde fra den anden side af den lukkede dør:

4.

Fire. Så Mette Marie – tillykke med præmien. Du kan sende mig din email på thejulesrules@gmail.com og så sætter jeg dig i forbindelse med Dimaria.dk og du kan vælge for 500 kr. wallsticker. 

Tak til alle fordi I gad lege med. 

Reklamer

Om julesrules

www.thejulesrules.dk
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 svar til Og den heldige vinder er:

  1. tina siger:

    Kan ikke finde nogen emailadresse herinde, så jeg må sende som kommentar. Selvom det egentli bare er nogle spørgsmål som jeg går og tænker over;
    Har fulgt din blog -og andres- et stykke tid, og føler mig virkelig underholdt. er næsten stoppet m at købe damebalade, for blogs er sjovere og vedkommende. Og meget “tættere på”. Og mere fjolsede.
    Jeg går rundt og tænker på selv at starte blog. Ikke en kommerciel blog, men mere en privat blog om dét at være mor og om det fantastiske barn og lign. Jeg læser masser blogs, læser om blogs, tager WordPress-tutorials og sætter mig mere og mere ind i kulissen af blog-land.
    Nu går jeg så og ruger lidt på om jeg skal “annoncere” det til venner og familie, eller det “bare” skal være en anonym blog.
    Lægger man bånd på sig selv når man ved at moster læser med.
    Barnet starter snart skole, og om et par år når hele hendes omgangskreds er online 24/7 og opdager denne blog, vil nogem så sige æhbæh-du-blabla-da-duvar5.
    Tænker man om éns brorsøsterfar vil blive stødt over at blive offentliggjort. Eller lever de i lykkelig uvidenhed.
    Altså skal man glædes over at kunne dele, eller nyde at plaske rundt i anonymitet og dermed vel egentlig kunne skrive hvasomhelst uden hensynsbetændelse.
    Eller lægger jeg for meget i dét?
    Vil gerne høre om du har gjort dig nogle tanker inden du gik public.
    pft 🙂

  2. julie siger:

    Kære Tina
    Tak for din lange kommentar. Egentlig er det godt du ikke fandt min mail adr. for måske kan andre så også byde ind med gode svar.
    Jeg kan i hvert fald godt forstå, du gerne vil have en blog. Det er en rigtig rar ting på mange måder. Jeg er personligt vild med det sociale aspekt, alle de mennesker jeg møder og kommunikerer med. Og jeg kan lide dagbogsfølelsen og det med at have en ventil.
    Jeg gjorde mig ikke så mange tanker i tidernes morgen, for det var ikke min mening at være sådan public. I starten var jeg meget mere anonym. Men forældregenerationen kan jo også google, og gennem årerne er jeg så blevet fundet af både min mor (og dermed også min far), min svigermor, min chef, mødre fra vuggestuen osv.
    Mht familien synes jeg helt sikkert det lægger en dæmper på, at de læser med (hej hej). Ikke fordi jeg har noget behov for at skrive onde ting om dem, slet ikke. Men jeg har i det hele taget overhovedet ikke lyst til at skrive om dem, når de sidder og læser det. De vil jo i sagens natur tage det personligt. Jeg kender f.eks. en anden blogger, der udelukkende har skrevet positive ting om sin svigermor, men alligevel blev de uvenner fordi der ikke var skrevet positive ting NOK. Og hvornår er nok nok? Og hvem skal bestemme det? Handler min blog om mig og mine tanker og min opfattelse af virkeligheden? Eller handler den også om dem? Det synes jeg jo ikke. Men det synes de, det ved jeg.
    Den eneste jeg annoncerede det til helt fra starten af var min kæreste. Faktisk har han altid opfordret mig til at skrive. Men jeg har næsten aldrig skrevet om ham. Kun i en ganske kort periode og ellers kun trivialiteter. For hans venner kender også bloggen.
    Mht børnene, så har du ret – min ældste går også i skole nu og om få år kan hun læse og google og hvad så? Det har jeg faktisk ikke tænkt over, men det kan være jeg bliver nødt til det. Mit håb er, at eftersom jeg opdrager hende til at vi kan tale om alting herhjemme, at vi er åbne og ærlige og fejlbarlige, så vil hun kunne grine af hvor mange grå hår hun satte i sin mors hår som lille. Jeg håber, at hun vil se det som en unik chance for at læse sin egen historie.
    Faktisk var det derfor jeg selv startede med at skrive dagbog som 10 årig. Fordi min mor fortalte mig, at hun skrev dagbog da hun var ung. Men at hun brændte dem, fordi hun syntes de var for pinlige. Det var jeg så ked af.
    Så jeg besluttede at skrive dagbog, som min datter så kunne læse, når hun blev teenager. Og det har jeg gjort. Siden jeg var 10. Og siden 2003 har den så bare ligget på nettet.
    Spring ud i det. Men vælg først om du vil være helt anonym – og så skal du helt udelade navne, steder, og andet som din familie kan finde på at google. Eller om du bare vil hygge dig og de gerne må være med.
    Og smid så lige et link til mig også 🙂

  3. Anne siger:

    Hej Tina
    Nu er det jo godt nok ikke mig du spørger, men jeg svarer lige lidt med alligevel 🙂
    (Julies gode svar kan sagtens stå for sig selv, men jeg har et par erfaringer som du gerne må låne oven i hatten).
    Om du lægger for meget i det? Nej, det synes jeg bestemt ikke! dine overvejelser er overvejelser som er rigtig gode at gøre sig mens man kan. Jeg gjorde mig heller ikke de store tanker da jeg begyndte, jeg skrev bare. Ikke noget kompromitterende om nogen, bare sådan som jeg nu skriver. Og jeg havde ikke trang til at være dybt hemmelig. På den anden side havde jeg bestemt heller ikke noget ønske om at dele min blog med hele min familie, min svigerfamilie og deres venner fra Rotary – eller hvad det nu er de render sammen i.
    Men.
    Jeg havde lyst til at have mit eget domæne, så jeg købte et. Og oprettede samtidig en mailadresse, der hed det samme som domænet. Det tænkte jeg jo ikke videre over. Men det gjorde åbenbart de fleste, som fik min nye mailadresse. I hvert fald skulle de da åbenbart lige google, hvad det var for noget. Og bang – røg de lige lukt ind på min blog. Kunne jeg muligvis have sagt mig selv, men det gjorde jeg altså ikke. Så pludselig en dag siger min svigermor et eller andet i retningen af, at det er så dejligt med alle de billeder jeg lægger på “min familieside”, som hun kaldte den. “Og derfor havde hun da også lige sendt et link rundt” … til SAMTLIGE mostre og fastre og hvad har vi – altså på min mands side! Det skulle godt nok lige bundfælde sig. Og jeg overvejede faktisk at begynde forfra på et andet domæne – anonymt. Men på den anden side havde jeg jo et par hundrede faste læsere, som jeg da ikke havde lyst til bare at hægte af. Og at begynde at dobbelt-blogge, det gider jeg ikke! Så jeg kom frem til, at det jo alligevel ikke ligger til mig at svine min familie til på nettet. De små politiske opstød og sjofelheder må de leve med – og det er sikkert også godt for deres nordjyske blodcirkulation, når det kommer til stykket. Så jeg er stort set mig selv på bloggen.
    En anden ting, det med domænet/mailadressen har ført med sig er, at jeg har kunnet konstatere til mere end én jobsamtale, at jeg var blevet googlet og fundet på den måde. Det har jeg så haft det ok med, og da jeg arbejder med kommunikation, er jeg faktisk begyndt at skrive bloggen på mit CV! – det har givet god respons, men også lidt skriveblokering, når der har været en ansættelse på spil. For så vil man jo for alt i verden gerne gøre et godt indtryk, og så bliver det pludselig så kunstigt at sidde og skrive personligt…
    Kort og godt: Overvej, hvis du ønsker at være anonym, at det ikke er nok at undlade navne og lignende, hvis du bruger et domænenavn, som kan spores til dig via e-mail. Er du i tvivl, så start anonymt. Du kan altid løfte sløret – mens det er svært at gå den anden vej, uden at skulle begynde forfra med en ny blog.
    Dine overvejelser om din datters privatliv er også gode og vigtige. Min søn på 9 år har selv bestemt, at jeg kun må lægge billeder af ham, hvis han har godkendt dem først. Jeg tror ikke det er så farligt i forhold til kammerater, hvad jeg skriver. Jeg har i hvert fald en forestilling om, at selv når hans venner begynder at hænge på nettet 24/7, er der nok meget andet der er mere spændende, end en blog skrevet af en 40-årig kvinde, som bavler i øst og vest om børn, politik, håndarbejde og farven på bladene ovre i skoven. Tror ikke det er særlig street henne på Arto.
    Nå, det blev da godt nok langt!
    Rigtig god fornøjelse med din egen blog. Håber jeg får mulighed for at læse med 🙂

  4. tina siger:

    Hej Julie og Anne,
    tak for jeres kommentarer, det var fedt at få et andet perspektiv på tankerne.
    Og det er jo slet ikke fordi at jeg har behov for at skrive rigtig tarvelige ting om min familie, tænkte nok mere på om jeg ville folde mig så kreativt og plat ud som jeg nok har behov for hvis jeg vidste at jeg nok skulle høre for det ved næste familie-sammenkomst. Hader i forvejen qvortrup’ske metoder, og har ingen intentioner om at lave dirty-laundry blog.Så jeg har bestemt mig for, at det må de altså lære at leve med.
    Jeg er begyndt på wordpress, og har fundet et sted man kan sætte et lille flue-ben om hvor public eller privat man vil være. Så jeg har valgt at være halv-privat, og så må familie og co tage resten som det kommer.
    I mellemtiden er jeg desværre blevet offline, grundet knas m forbindelse og andelsforening, og så gik det hele ligesom i stå. Endnu en erkendelse om endnu en ting man nu er afhængig af..
    Og nej, en (næsten) 40-årig kones blog har helt sikkert ikke særlig høj street-cred!
    Ses når jeg engang bliver online 😐

Der er lukket for kommentarer.