Fuld af skæg

Jeg tænker stadig over det med Michael Stipe og skægget.

Der er jo ingen tvivl om, at han er en del af en større trend, der har kørt noget tid efterhånden. Hvorfor mon? Er det de alvorlige tider, der kræver alvorlige, voksne mænd med fuldskæg? Vil de signalere modenhed og ansvarlighed, midt i krise og nedgang?

Min far siger, han anlagde fuldskæg som 18 årig, for ellers blev han hele tiden stoppet af politiet når han kørte bil, fordi de ikke troede på, at han var gammel nok. Vi er jo lave og ungdommelige at se på, i min familie. Og det er vel lidt det samme – han ville gerne tages alvorligt. Jeg tror, det er det mænd af i dag også er ude i. De vil tages alvorligt.

Ham her har taget det til ekstremerne. Hvis man skal have så meget ansigtsbehåring, så skal det altså i det mindste være velsoigneret. Han ligner jo en der har været fanget på en øde ø i årevis. Måske har han bare ikke tid til at studse det, med alle de unger? Men han vil helt sikkert gerne tages alvorligt. Jeg er far nu, siger han. Jeg er ikke længere bare et sexsymbol. Se, hvor voksen jeg er.

Og her er også en, der måske er træt af at være sexsymbol? Han vil også være voksen og tages alvorligt, og sikkert også gerne have nogle lidt tungere roller, så han ikke ender med kun at være Edward fra Twilight. Det er der nu ingen fare for, hvis han spørger mig. Han skal nok klare sig.

Selv de helt unge mænd, vil være modne. Jeg synes, der er rigtig rigtig mange af de her typer, for tiden.

Og så er der ham her… han vil måske ikke nødvendigvis tages alvorligt, men skæg det har han da. Og han er et hit blandt mødre. Vi er mange der skubber børnene ned fra sofaen, når der er Skæg med tal og bogstaver.

Og så er der ham her og ham her

Og selv ham her, har forsøgt sig med et

Man kan også diskutere sin ansigtsbehåring med ligesindede eller få gode råd her. Eller man kan følge en blog om det, her. Man kan også se mere hos beardcoach. Og der er flere derude…

Min egen rapper havde også en overgang et meget fuldt skæg, men det gik bare ikke. Man vil ikke se så meget af sin far, i sin mand. Så nu har han bare et mindre skæg og min far får lov at være Skipper Skæg helt for sig selv.

Om julesrules

www.julesrules.wordpress.com
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 svar til Fuld af skæg

  1. Anne siger:

    Ja, jeg ved ikke hvad det er med ham Hr. Skæg? Men måske har det også lige en lille smule med øjnene at gøre. Og glimtet i dem. Det er da to die for!

  2. Saga siger:

    “I disse for vort land så alvorlige tider….”

    Hey, og ham der prinsen af kronen skal også med på skæg-listen….:). Jeg synes det klæder ham: Han ser helt voksen ud, og det er vel også på tide…

  3. Kirsten siger:

    Med eller uden skæg, Edward er for – suk – lækker. Han er top 1 der..

  4. Bitten siger:

    Åhh, totalt smækker billede, der ♥ Og de andre er også lækre

  5. Rikke siger:

    Men Hr. Skæg ser jo simpelthen FRÆK ud, og det tror jeg han ville gøre også uden skæg. Personligt elsker jeg skæg og har altid gjort det. Og måske er det et faderkompleks, for min far havde bestemt noget af en skægpragt dengang i 70’erne og 80’erne. Heldigvis fik jeg allerede for flere år siden, længe før det blev trend, overtalt min kæreste til at gro skæg under påskud af at det var SO coming up, hvilket det jo så også viste sig at være. Jeg dør en lille-bitte smule, hver gang han trimmer det i bund og kan ikke rigtigt kigge på ham, før det vokser ud igen….

  6. Thomas Veber siger:

    Interessant artikel. Også interessant at det kun er piger som har kommenteret den🙂

  7. Synes alle, mænd forstås, i min omgangskreds p.t. anlægger skæg. Min kæreste har gjort det samme, og jeg synes, at det klæder ham fantastisk. Han ser mere voksen ud. Måske fordi det afsløres, at nogle af skægstubbene nu kommer ud i grå?!

    Men fuldskæg kræver altså en skægtrimmer – blot et godt råd til de mandlige læsere her på bloggen…😉 Der er ikke noget værre end skæg, der bare får lov at gro og gro. Ser usoigneret og meget lidt tiltalende ud. Så er det afgjort bedre uden!

    P.S. Tillykke med din nye adresse Julie. WordPress rules! Tænk at have været “i gamet” så længe, at der ikke længere udvikles på den platform, som man startede på. Sejt!😀

Der er lukket for kommentarer.