Læsestof

Lige lidt om nogle bøger, ikk? Jeg fik læst en del i ferien og er inde i en rigtig god stime for tiden. Måske også fordi det mindste af de små bizarre mennesker er begyndt at sove mere i sin egen seng, end i min. Og så kan jeg have lyset tændt og læse i min seng om aftenen. Og det har jeg nu altid nydt.

Jeg læste den seneste Sookie bog, der er blevet oversat til dansk. Mener det er nr. 6. Den hedder Fuldstændig død og handler stadig om Sookie og hendes besværligheder og kærligheder. Det er ikke nemt, når man har lidt fe-blod i årerne og alle de overnaturlige mandfolk synes man er en lækkerbidsken. Åbenbart. I denne her hjælper Sookie vampyrernes dronning i New Orleans og dater samtidig en mand, der kan forvandle sig til en tiger. Jeg synes godt, der kunne have været lidt mere husmorporno i den, men det der var er udemærket. Hun er stadig sur på Bill, og han er stadig sådan lidt fraværende. Jeg synes ikke, det var den bedste af de 6 oversatte bøger, men jeg kan lide universet og forbliver trofast. Nr. 7 udkommer snart på dansk også, og den hedder Allesammen døde og jeg glæder mig til den.

Så har jeg langt om længe fået læst Dødsspillet (ja, sikke mange død-titler, hva?) af Suzanne Collins. Alle mine troværdige kilder sagde til mig, at den var vildt god, og de havde som altid ret. Jeg ÅD den på en søndag, og det var sådan en bog jeg stod og læste i mens jeg stegte spejlæg og mens jeg byggede legotårne og sagde ja til alt. Mega spændende og rigtig godt skrevet. Jeg håber på at få nr. 2, Løbeild, med hjem i morgen.

Dødsspillet er en science fiktion roman for store børn/unge/voksne der kan lide spænding, og den udspiller sig i et fremtidigt nordamerika, hvor der ikke er så meget tilbage af det vi kender. Samfundet er delt op i 12 distrikter, og pga et gammelt oprørsforsøg, skal distrikterne sone. Det gør de ved, at der hvert år skal vælges en dreng og en pige mellem 12 og 18 år, fra hvert distrikt, og de 24 børn bliver så lukket inde i en kæmpe arena – af naturreservat størrelse – hvor spilmestre kan manipulere med elementerne og forholdene osv. Her skal de 24 børn kæmpe på liv og død, med et minimum af vand og mad og en overflod af våben, til der kun er en tilbage. Vinderen. Som så får et liv i luksus og en masse fordele til sit distrikt. Nårh ja, og hele molevitten bliver sendt live i tv, som “underholdning” og alle skal se med. Så de ligesom kan lære ikke at gøre oprør.

Vores hovedperson er Kattua, en pige på 16, som frivilligt tager sin elskede lillesøsters plads i dødsspillet, da denne bliver udtrukket til at skulle deltage. Og så vil jeg ikke afsløre mere. For der kommer også en 3´er snart og 1´eren skal filmatiseres.

Så sidder du måske og putter ting i kasser, og mener ikke at du kan læse sådan en børne/unge bog når du nu er såååå voksen og fornuftig. Hold nu op. Bare hold op med det. Man kan ikke putte gode oplevelser ned i kasser. Hvis du kan lide spænding og en godt fortalt historie, så er det noget for dig.

 

Om julesrules

www.julesrules.wordpress.com
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

15 svar til Læsestof

  1. Jeg elsker bare når små bizarre mennesker sover i deres egen seng ^_^

  2. Cecilie siger:

    Jeg elsker at læse børne/ungdomsbøger. De giver noget helt andet end en voksenbog, som jeg nu heller ikke ville være foruden. Men hvis jeg ikke havde mine Josephine Ottesen bøger (for at nævne mine yndlings, jeg læser Fjeren og Rosen en gang om året ca) så ville jeg ikke være mig selv tror jeg.
    Jeg glæder mig næsten til Trunten bliver en halvstor unge så vi sammen kan forsvinde ind i bøgernes univers.

    Indtil videre sørge hun bare for at jeg ikke kan læse bøger i min egen seng…

  3. Christine siger:

    Hey Julie – Tak for flere gode anbefalinger :O))
    Skal da lige høre dig ad, om du er såån en, der skal læse Hulernes Sang (HVEM oversætter titler i det her land….) af Jean M. Auel?
    Elsker den bogserie og syns historien falder uden for kategori, på den gode måde – en gang var det sådan lidt nørdet at indrømme, at man havde læst dem – men det tabu er heldigvis brudt, så vidt jeg kan fornemme ;O)

    • julesrules siger:

      Ja, den skal jeg da læse! Jeg læste første gang Hulebjørnens klan da jeg var 10-12 år, og har læst hele serien mange gange siden. Jeg kan sagtens se, at det er en lidt svingende kvalitet, men jeg synes stadig det er en spændende historie og et virkelig gennemresearchet univers – og jeg skal da have slutningen med.

      • Christine siger:

        Ja, dén baggrundsviden og research er ret imponerende :O)
        Har læst Hestenes Dal vildt mange gange – Første gang i mine spæde teenage år, hvor de der sex-beskrivelser var noget af en øjenåbner…!
        Er pt i gang med den seneste bog igen, for lige at være klar til udgivelsen af den nye – Håber du får tid til at anmelde den på din skønne blog :O)

  4. Rina siger:

    Hejsa.

    Har du fået læst den bog du har ude i højre side af bloggen?
    Jeg lånte den for nogle dage siden, og jeg synes ikke rigtig jeg kan få den igang. Den starter med at fortælle om alle personerne, og det sidder jeg nok lidt fast i fordi der er en del. Men bliver den bedre?!

    Rina.

    • julesrules siger:

      Nej, jeg har samme problem som dig Rina. Jeg synes også den er svær at komme ordentligt ind i. Det ærgrer mig, da jeg synes den lyder som lige noget for mig. Så det er min intention at jeg SKAL videre med den nu. Jeg skal nok anmelde den, også hvis jeg opgiver den helt.

  5. Maja siger:

    Hej – skal du også snart læse noget, der ikke er noget med død eller science fiction? Det er ikke lige mig, men de andre bøger, du læser, plejer at være lige mig. Var fx helt vild med den med ham elefantpasseren. Du er min yndlingsboganmelder🙂

  6. Louise siger:

    Ja, jeg er en af de anonyme, der følger din blog – især fordi du altid anbefaler forrygende bøger:) Jeg venter for eksempel stadig på efterfølgeren til “Den første”, som jo virkelig var en fantastisk bog! Men for en gang skyld er jeg på forkant;)
    Som skolebibliotekar nyder man jo når ungerne kan komme med forslag til læsning og en af mine elever foreslog mig netop Dødspillet…jeps, slugte den råt og 2’eren med. Og nu venter jeg da bare så meget på 3’eren:) Den skulle gerne udkomme her i marts.
    Men tak for anbefalingerne – nyder dem virkelig…

    • julesrules siger:

      Tak Louise! Det er altid dejligt at høre fra en anonym læser, især når de har noget positivt at sige🙂 Ja, jeg tror det er den nogen og tyvende marts at 3´eren kommer. Ved ikke hvornår efterfølgeren til Den første kommer på dansk, men jeg kan lige prøve at høre min forlagskontakt, om hun ved noget.

      • Louise siger:

        Ja, jeg er desværre bange for at 2’eren “The Twelve” først kommer i 2012 – så der er lang ventetid…næsten lige som at vente på Twillight-filmene:) Ja, der fik du mig jo også hooked – tror unger og mand fandt familiens kvindelige islæt lettere humoristisk når hun sad og sukkede over en fiktiv vampyr i en bog en hel sommerferie i Italien!

  7. Rina siger:

    Ok tak, så er det ikke bare mig. Jeg gir den en chance mere, men hvis det forsætter så tror jeg altså jeg opgiver, jeg er snart halvvejs og den fanger stadigvæk ikke rigtig.
    Jeg plejer ellers at sluge den slags råt, og elsker dem du plejer at linke til. Men den her er godt nok lidt sløv :- )

  8. Marie Abildgaard siger:

    Jep, been there done that – forrygende serie. Sidder pt. og glæder mig til 4 eren af the Mortal Instruments af Cassandra Clare udkommer – også en forrygende serie, ligesom Wampire academy af Michelle Reed.

    Tror aldrig man bliver for gammel til den slags…

    Ps tak for billedet af Rpattz – swooooooooon

    kh M

  9. Hej du!
    Tak for sidst, ved det firkantede bord hos Lahme søstrene!

    Jeg blev bare lige så glad over at du er til True Blood lige som mig. Har slugt alle bøgerne, jeg fortsatte på engelsk, og er vist nået til at jeg glæder mig til den næste kommer her i forsommeren. Jeg er til vampyrer, det er noget nyt, det var lige som true blood, der startede det sidste år. Og jeg giver dig helt ret, der mangler mere husmoderporn i den! De er sjove, de bøger!

    Pille

Der er lukket for kommentarer.