Nye gode bøger!

Selv om jeg har travlt med at lege kludedame med Agnes, så får jeg også læst lidt. Og her er to af de rigtig gode!

Først “Heksenat” af Deborah Harkness. Jeg fik den fra forlaget, så jeg har nået at læse den inden den udkom, d. 26.4.. Den er virkelig, virkelig god! Nok især til alle os der var vilde med Twilight og True Blood og de andre paranormale romance bøger. Men måske også til dem der virkelig godt kunne lide Davinci Mysteriet. Den minder en lille smule om den, fordi det er roman og spænding blandet med videnskab og efterforskning og den slags, men heldigvis ikke alt for meget! Der var kun et ganske kort stykke, hvor de skrev en masse om noget dna, hvor jeg tænkte “åhh nej, ikke davinci mysteriet!” – men så gik det væk igen og resten af bogen er fantastisk!

Meget kort fortalt, fordi jeg vil ikke ødelægge din læseoplevelse, og vi ved du skal læse den her, så handler bogen om Diana, som er forsker. Hun er også tilfældigvis heks, men fornægter den del af sig selv og har gjort det siden hendes hekse forældre blev dræbt, da Diana var 7 år. Der er et mysterie der. Nå. Men så er hun på biblioteket – fordi det er der, det sker! – og kommer til at sætte en masse i gang da hun rører ved et meget gammelt manuskript. Samme sted møder hun også en anden forsker, Matthew, som tilfældigvis er vampyr. Og SÅ har vi balladen! Total Romeo og Julie, hvor man ikke må få hinanden fordi ens racer ikke er gode venner.

Den er mere for voksne end Twilight var (bl.a. med sexovitchen), og er bedre skrevet og meget mere spændende end True Blood bøgerne. Og heldigvis er Heksenat kun den første i en trilogi. Her er en video hvor forlaget præsenterer den:

Den anden bog du skal læse, er noget mere social realistisk. Den hedder “Måneskin i Odessa” og er skrevet af Janet Skeslien Charles.

Den handler om Daria, som er i tyverne og bor i Odessa, Ukraine. Hun bor sammen med sin mormor, Bopa, og vi møder hende netop som hun får arbejde som sekretær, på trods af at hun er uddannet maskiningeniør. Men sådan er det i Ukraine – det er svært at finde arbejde. Hendes nye chef siger lige ud, at han forventer hun går i seng med ham, og for at undgå det, prakker hun ham sin veninde Olga på. Desværre er Olga en led forrædder, og Daria bliver usikker på fremtiden og tager derfor et ekstra job, som tolk på et ægteskabs bureau. Her hjælper hun kvinder fra Odessa med at finde amerikanske ægtemænd og begynder også selv at skrive sammen med en mand fra USA. Nårh ja, og samtidig er der så en flot og sexet ukrainsk mafioso der efterstræber hende. Hun har nok at se til.

På smudsomslaget står der, at Publisher´s Weekly skrev noget med, at romanen har den rette blanding af humor og hjertesorg, og det er jeg helt enig i. Det er et alvorligt emne, men humoren gennemsyrer alligevel hele Darias historie. Man lærer hende rigtig godt at kende, og håber sådan at hun finder lykken, lige meget hvilken retning hun ender med at vælge.

Ovre på Elle skriver anmelderen, at det er lyserød amerikansk chiklit pakket ind i gråt, russisk papir, og at det virker. Og det er spot on. Det er det. Og det gør det. Det er en bog jeg har savnet, siden jeg blev færdig med at læse den.

Det er begge de her bøger faktisk. Det er den bedste slags, når man ikke rigtig kan komme i gang med at læse noget nyt, fordi man føler man er sine nye bedste venner utro.

Om julesrules

www.julesrules.wordpress.com
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

13 svar til Nye gode bøger!

  1. Maja siger:

    Yeahiii! Nye gode bøger fra yndlingsanmelderen! Har straks reserveret ‘Måneskin i Odessa’ – dog på bibliotek.dk, da mit eget biblo ikke har den endnu. Glæder mig!
    ‘Heksenat’ må jeg også forsøge mig med, selvom den jo umiddelbart falder uden for min genre … men jeg kan ikke finde den – er den stadig så ny, at den ikke engang kan reserveres på bibliotek.dk mon?
    TAK for læseforslag – håber, at den første kommer hurtigt, så jeg kan nå at læse den her i de sidste uger før babys ankomst🙂

    • julesrules siger:

      Ja, Heksenat er nok for ny endnu, i hvert fald til at du selv kan finde den i bibliotek.dk. Hvis du spørger din lokale bib-pusher, så kan de evt. reservere den til dig inde i deres materialevalgs system, hvis de gør ligesom vi gør på mit job.

  2. Charlotte siger:

    Ingen af dem kunne reserveres på mit bibliotek endnu – desværre. Men her er hvad der dukkede op da jeg søgte på titlen heksenat: “Noveller af Fanny Breathless (Placering: Breathless, Fanny) Kvindelige deltagere på en SM-ølejr har natten for sig selv – mændene er taget til fodbold på fastlandet, og kvinderne fordriver ventetiden med at fortælle erindringer om de SM-oplevelser, der har gjo…” det var jo et lidt andet resume end det du gav:-)

  3. Kong Mor siger:

    Det er SÅ unfair at snakke om gode bøger når jeg sidder her nede og ikke kan få fat i dem uden at skulle betale overpris.
    De lyder gode – og som noget jeg ville kunne lide at læse. Så tak for tippet – trods alt..

  4. Carina siger:

    Ja nu skal jeg jo så vente til Maja har læst det ene eksemplar som findes i hele danmarks biblioteksdatabase, (i Holstedbro af alle steder) så kan jeg få lov at låne den bagefter.

    Den anden findes ikke på nogen biblioteker-at all.

    Bibliotekaren burde sørge for nogle eksemplarer på bibliotekerne til den fattige pøbel😉

    • Maja siger:

      Skal nok skynde mig at læse den – altså hvis ankommer inden baby. Tør dog ikke love det, for har fået mail fra biblioteket om, at den slet ikke er indkøbt endnu …

    • julesrules siger:

      De skal nok komme Carina! vi er jo firstmovers her på bloggen, så der går nogle uger før så nye bøger er gennem indkøb, indbinding og indgåelse på biblo’erne rundt omkring. Men spørg da efter den på dit biblo, så køber de den nok.

  5. Rikke siger:

    Nye ting til listen over ting, der skal sikres når jeg kommer tilbage til DK og der igen findes ting som biblioteket og danske bøger lige nede om hjørnet …. og om 9 måneder er der vel heller ikke engang ventetid på dem🙂

  6. ulla siger:

    Aij, de lyder gode begge to. Mangler nogle nye “gode venner” jeg ikke har lyst til at lægge fra mig;o)

  7. Anne Christine siger:

    Og jeg vil så gerne fortælle at tredje del af “Dødsspillet” (The hunger games” af Suzanne Collins netop er udkommet på dansk. Den hedder “Oprør” og afslutter trilogien. Uhyggeligt spændende dystopisk SF for store børn og andre mennesker, og en major Hollywood-satsning med film til foråret næste år.

  8. Cecilie siger:

    Har for nylig læst Renselse og Stalins køer af Sofi Oksanen og er slet ikke færdig med det med kvinder i Østeuropa, så har fluks købt Måneskin i Odessa til Kindle.

    Tak for tip

Der er lukket for kommentarer.