Et kedeligt indlæg

Nå, men så er alle og enhver ikke gravide længere. I hvert fald er der en, som ikke er det mere. Min søster var gravid. Og maven var ret stor for en i 9. uge, så hun købte sig en scanning, for haha, der er både tvillinger og trillinger, naturligt, i mandens familie. Og så jokede vi alle sammen med det, en dags tid. Indtil det viste sig at maven var tom. Helt tom. Ikke så meget som en blommesæk. Men masser af tydelige streger på pinde. Så kom hun videre til grundigere undersøgelser og vi frygtede noget uden for livmoderen. Men så begyndte hun at bløde, og det hele kom ud af sig selv.

Hun var meget ked af det, det var vi alle sammen. Men hun er også rationel og sygeplejerske og det var jo bedre, at det kom ud, end at det var udenfor livmoderen. Trods alt. Og naturens veje og alt det. Og der er jo det med, at det faktisk sker for 20 procent af alle førstegangs graviditeter. At de går til inden 12. uge. Jo mere man snakker om det, jo flere kender man faktisk der har prøvet det. Jeg kender mange.

Og jeg skriver det her indlæg fordi min søster har bedt mig om det. Hun kan godt lide de gode historier, om alle dem der oplever at blive gravide igen lige bagefter en ufrivillig abort. Dem kender jeg også mange af. Men jeg tænker, at der er rigtig mange. Og hvis I har lyst, må I meget gerne fortælle om det her. Også gerne anonymt, hvis det betyder noget. Det vil hun gerne have. Og det vil jeg egentlig også, for jeg glæder mig så meget til at blive moster. Og have baby på nas.

Om julesrules

www.julesrules.wordpress.com
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

36 svar til Et kedeligt indlæg

  1. Halkjær siger:

    Jeg havde også en graviditet, der gik til inden 12. uge.
    Jeg var glad og gravid og havde kvalme og det hele, og en dag (omkring 8. uge) forsvandt kvalmen, og det var jo bare dejligt. Men da vi så kom til nakkefoldsscanning var der bare ikke liv, og havde ikke været det siden 8.-9. uge… Vi var meget kede af det, og jeg måtte have en abort, for hos mig kom det ikke ud af sig selv.

    Tre måneder efter aborten blev jeg gravid igen, men jeg turde ikke være glad og tro på at det ville ende med et rigtigt, levende barn 9 måneder senere, så jeg var langt over halvvejs i graviditeten før jeg for alvor glædede mig. Det var dæleme dumt (siger jeg nu, for der skete jo ikke andet med barnet end at det voksede sig stort og stærkt og hoppede på min blære og kom lyslevende ud 9 dage over termin).

    Jeg bestemte mig for, at når jeg skulle være gravid igen, ville jeg være glad fra starten, for alt andet var fjollet. Jeg blev gravid igen da barn nr. 1 var et år. Men jeg havde meget svage symptomer i starten, og pludselig forsvandt de fra den ene dag til den anden, omkring 7. uge. Så blev jeg altså bange, så huhej afsted til privat scanning. Her kunne de heldigvis se, at alt så ud som det skulle, og at den lille i maven havde det rigtig godt. Jeg gik derfra og var glad og har været det siden. Nu er jeg halvvejs i graviditeten, og jeg har nu i flere uger selv mærket den lille derinde, og jeg glæder mig helt enormt meget til oktober, hvor jeg skal være mor for anden gang.

    Jeg håber at din søster snart bliver gravid igen. Og ifølge statistikken kan hun nu have fire graviditeter der går godt, for hun har jo haft sin “en ud af fem” graviditeter, der gik til før 12. uge.

  2. Johanne siger:

    Jeg blev gravid meget hurtigtnog var glad og alt. I uge seks begyndte jeg at bløde og gik til lægen. Der var ikke
    meget de kunne sige og jeg blev sendt hjem for at se tuden ad. Om natten blødte jeg og det var slut på den graviditet. Jeg var trist for jeg ville virkelig gerne være gravid, men jeg kendte statistikkerne og tænkte at så var det overstået og næste gang ville det hele gå godt.
    Der gik lidt tid (men det var til dels fordi vi holdt lidt igen), men loge så snart jeg var gravid igen var jeg lykkelig. Jeg plagede mig til et par tidlige scanninger og alt var fint. Jeg kan sket ikke forestille mig hvordan det ville være hvis det første foster var kommet til verden, og jeg skulle undvære min skønne Ida.

  3. Rikke siger:

    Er ked af det på din søsters vegne og ja, når det sker, så er det som en dør der åbnes med ligende tilfælde – og heldigvis er der mennesker bag statistikkerne og for de fleste går det gik godt bagefter.

    Og det skal det også nok gøre her.

  4. Mette siger:

    Jeg blev gravid, begyndte hurtigt at bløde og det viste sig at det var en graviditet udenfor livmoderen (jeg er nu stadig ikke helt sikker). Pga. at operationen ikke fjernede det som (ikke!) var en graviditet udenf. l., skulle jeg også have noget kemo og jeg skal komme efter dig, og skulle derfor vente 3 mdr. med at blive gravid.

    Et par mdr. efter ventetiden var slut blev jeg gravid, men desværre begyndte jeg at bløde lige præcis da jeg ramte 12 uge og fosteret gik til.

    3 mdr. efter det var jeg gravid igen, og resultatet er 6½ år, sidder i sofaen og ser Garfield-tegnefilm. :o)

    Selvom det lyder idiotisk og klichéagtigt når man står midt i det, som din søster, så skal der nok være en “højere” mening med det, – ellers havde jeg jo ikke fået lige præcis DEN dejlige dreng! Tænk, hvis jeg havde fået et eller andet totalt umuligt og ucharmerende barn, i stedet for det vidunder der sidder i sofaen ;o)

    • julesrules siger:

      Ja! Det er fordi det helt rigtige barn skal komme. Sagde jeg også til min veninde engang. Hun skulle jo ikke have sådan en kedelig og helt upassende unge.

  5. Lika siger:

    Jeg kender to der har prøvet det samme. Der gik ca. et halvt år og så blev de gravide igen og har nu begge fået dejlige velskabte børn.

  6. Viol siger:

    Min søster har prøvet det samme. Hun havde også stor mave – og alle graviditetssymptomer i øvrigt – og da hun så kom til scanning i uge 11, var maven tom. De kunne se, at fosteret var gået til grunde i uge 5 eller 6, tror jeg det var, men kroppen havde fortsat troet, at den var gravid. Der gik tre måneder, så var hun gravid igen, og i dag har hun et barn på seks og en på tre. Dejlige, dejlige børn i øvrigt.

  7. Konen siger:

    Det gør mig virkelig, virkelig ondt. Og jeg ville ønske jeg kunne sige et eller andet fantastisk indsigtsfuldt, men det kan ligesom alt sammen koges ned til “fuck, noget lort”

    Jeg blev jo så ikke gravid igen lige bagefter, men der gik kun et halvt år, i forhold til det hele år der gik første gang. Og for os var det egentlig ok der gik så længe, for vi kom om på den anden side af den termin jeg ville have haft – følelsesmæssigt var det det helt rigtige for os at få afsluttet den første graviditet fuldstændig inden den nye viste sig.

    Nu er det ikke fordi du skal gå ud og skræmme din søster med mit skrækeksempel af en graviditet, men jeg er enig i Mette’s “højere mening” – når vi nu står i den situation vi gør er det helt klart en kæmpe styrke at vi har prøvet at være igennem sådan en sorgprocess sammen før. Så selvom vores lille Ært ikke blev til et barn har den alligevel hjulpet os i processen med at blive forældre.

    Og jeg kan i øvrigt kun anbefale sådan en privat scanning så tidligt som muligt.

  8. Jette siger:

    Ganske som du selv skriver Julie, så kan jeg bare fra nærmeste omgangskreds indtil flere historier om kvinder, der har aborteret på forskellige tidspunkter i deres graviditet, og som hurtigt derefter er blevet gravide og mødre til nogle pragtfulde unger.

    Min egen søster mistede en dreng i 24. uge. De kæmpede for ham en hel uge inde på RH (præcis den afdeling din søster nu arbejder på), inden han stille sov ind. Jeg var selv højgravid med min egen lille guldklump, så det hele ramte bare ekstra hårdt. Men kort tid efter blev Søs atter gravid, og så sent som i går var vi samlet til familieramasjang hvor Lillebror på 20 måneder spurtede omkring og skabte liv og glade dage. Selv er jeg højgravid med min nr. 2, og jeg kan føde når som helst. Så jeg føler mig bare så heldig.

    Rigtig meget held og lykke til din søster og hendes mand. Det vil helt sikkert også lykkedes for dem og så er de forældre til jordens dejligste unge.

    PS. Hele min familie kan ikke rose personalet på RH’s neonantal-afdeling nok. De var og er helt fantastiske.

  9. Iben siger:

    Min søster havde også en tom mave til nakkefoldscanning i starten af november, men venter nu barn nummer 4 til september, så indimellem sker den slags vist. Jeg håber for hende, at hun bliver gravid igen snart og så får hun jo et vidunderligt lille barn, og du bliver inspireret til at lave en tre’er:-)
    Personligt vil jeg dog anbefale at vente med tidlig scanning til man er mindst 8 uger henne. Var til scanning ved 6+4 og de kunne ikke konstatere liv. Måtte vente 2 uger hen over påsken på en ny scanning, hvor det viste sig at alt var helt fint, jeg var bare nogle dage kortere henne end jeg troede. Venter nu på nakkefoldscanning på onsdag, hvor det hele forhåbentlig stadig er fint og i orden.

  10. Mette siger:

    Pyhh, det var lige så det fik tårerne frem i øjenkrogen.

    For 7 år siden fik jeg en spontan abort i 11. uge efter 2 normale og sunde graviditeter. Graviditeten var uplanlagt, men efter testen blev taget blev min mand og jeg lykkelige ved udsigten til endnu et dejligt barn.

    Ved nakkefoldsscanningen i slutningen af uge 11 faldt verden sammen dengang. Det viste sig, at der ikke bare var ET, men TO fostre – og desværre var de døde. De lå helt stille og døde i min livmoder. Jeg græd og min mand græd. Vi havde glædet os sådan til endnu et barn. Det var næsten ikke til at bære, at vi ikke bare havde mistet én, men hele TO fostre. Jeg græd og græd og græd i de næste måneder, men vi besluttede os for at prøve igen. Det resulterede i den dejligste lille prinsesse på snart 5 år som nu drøner rundt i stuen.

    Så kram til din søster. Det føles som om verden falder om ørerne på én. Jeg mindes stadig mine små tvillinger, men er lykkelig for de 3 sunde og raske børn jeg var så heldig at blive mor til. Det skal nok lykkes – og så for din søster.

  11. Cecilie siger:

    Jeg kender en del med forskellige versioner af spontan abort og provokeret abort fordi der ikke er noget barn, men det er altid efterfølgende endt med et eller flere helt fine og raske børn.

    Mht at tale om det, så forstår jeg ikke helt de mennesker der holder en graviditet helt hemmelig indtil 12. uge fordi de er bange for, at der skal være noget galt. Min veninde der oplevede en spontan abort siger, at hun netop var glad for at have fortalt folk om graviditeten fordi det så også var nemmere at fortælle og få folk til at forstå, hvorfor hun var ked af det efter aborten

    • julesrules siger:

      Sådan har jeg også altid selv haft det, og har af samme årsag proklameret alting på internettet få dage efter tis på pind. Men det er jo nok et spøgsmål om temperament, og andre mennesker er måske mere private og har heller ikke brug for at dele sorgen? Jeg vil helst dele det hele.

  12. Julieumulie siger:

    Min veninde oplevede præcis det samme. Dog vidste hun ikke hun var gravid indtil hun begyndte at bløde, meeeennnn ca. 3 måneder senere var hun igen gravid🙂 I dag har hun en 1,5 årige og endda en lille 2 ugers dut .-) så på den igen, Mette!!

  13. Pia siger:

    Åh Julie…det er jeg rigtig ked af at høre…på Mettes og dine vegne….jeg aboterede før jeg fik min første. En af de der nasty MA’er, som først blev opdaget i 12 uge, da jeg selv betalte en scanning (dengang fik man ikke NF’er). Mit system tog noget tid før det kom igang igen ( fik både medicinsk og kirurgisk udskrabning :-(…det skulle gå hurtigere når kroppen selv klarer det :knus:)….men efter 6 mdr var jeg gravid igen….fik en kæmpe smuk og lækker pige…og fik så lige 3 kids indenfor 4 år :lurve: Ikke skyggen af abort mere…

    Alle min tanker til dig og Mette….

  14. Hulemor siger:

    Min dejlige veninde har lige holdt et års fødselsdag for sin lille datter, og den dag sagde hun: “så gjorde det ikke så meget med den generalprøve, når man ser hvor perfekt premieren blev!” (Og ja, hun er teaterdame). Hun aborterede nemlig i første omgang ret sent og var rigtig ked af det, fordi hun næsten var 40, og det var første gang. Men så kom hendes datter og FOR POKKER da en lækker unge. Og kvik og dygtig og fremmelig og alt muligt. Så det skal nok gå
    Og masser af held og lykke til din søster

  15. Jennie siger:

    Begge mine fuldbyrdede graviditeter havde aborterede forgængere forude. Der skulle åbenbart nogen til at bane vej🙂
    Meget udramatisk, heldigvis.

  16. Kære Julie
    Jeg har desværre aldrig været gravid, så jeg skriver kun for at sige, at det gør mig ondt at høre. Giv Mette et stort kram. Jeg ønsker hende alt det bedste, og at hun kommer igennem det her på en god måde. Jeg ønsker også for hende, at hun må blive gravid igen, når hun er klar til det.
    KH Malene

  17. Dorte siger:

    Den tur har jeg også været igennem. Vi fik til en scanning i uge 12 at vide, at fosteret var dødt, så jeg var igennem en medicinsk og senere en kirurgisk abort. Det var hæsligt, mens det stod på, og der gik nogle måneder, før jeg orkede, at tænke på en ny graviditet. Men fra vi besluttede, at nu prøver vi igen, og til jeg var gravid, så gik der kun 2 måneder. Jeg var meget nervøs i første trimester af den nye graviditet, men den gik godt og vores datter fylder snart 2 år.
    Min erfaring er, at hvis man selv åbner munden og siger det, så er der faktisk mange, der har prøvet noget lignende.
    Jeg er helt overbevist om, at naturen sorterede det foster fra, der ikke ville have fået et godt liv, og at vi jo også var nødt til at vente, så det var lige præcis vores lille lækre pige, der var klar til at komme (som flere af de andre skriver).
    Mange tanker til din søster.

  18. Mette siger:

    Øv trist at høre… Jeg havde selv en graviditet uden for livmoderen der endte med at den ene æggeleder sprang… Blev akut opereret og de måtte fjerne højre æggeleder:-( var så bange for jeg ikke kunne få flere børn for i mit hoved var chancen reduceret med 50%. men 3 mdr. Efter blev jeg gravid igen og har nu en dejlig lille pige på 6 mdr:-)

  19. Mette T siger:

    Kære Julie – hvor er det trist for din søster, det er rigtig svært når ens drømme om det lille barn med ét brister😦
    Jeg har dog også en god historie at fortælle! Jeg blev gravid første gang efter at vi havde prøvet i et halvt års tid. Jeg var selvfølgelig glad, men havde alligevel en mærkelig fornemmelse. Så i uge 9 fik jeg en privat scanning, der da også viste at fostret var dødt og jeg fik efterfølgende en udskrabning. Jeg var knust og kunne slet ikke forestille mig det nogensinde kunne blive godt igen.

    Det blev det dog. 6 uger efter var jeg gravid igen og fik derefter en skøn datter. Da hun var 1,5 blev jeg gravid igen (i første forsøg), og det samme skete. Ved en privat scanning blev det konstateret, at fostret var dødt, og jeg fik det efterfølgende fjernet. Denne gang tog jeg det noget mere roligt, og ganske som sidst, 6 uger efter var jeg da også gravid igen, og har nu en skøn dreng på snart 1 år og en skøn datter på 3,5 år.

    Så det kan lykkes, og når først man har været gravid en gang, så går det tit meget hurtigere med at blive det igen. De fostre der går til, er jo dem der ikke skal være… Held og lykke til din søster, jeg håber det allerbedste🙂

  20. millemum siger:

    ØV ØV for din søster:( Det er så røv tarveligt og ja, fint nok at 20 % aborterer, men derfor det jo stadig ikke sjovt, fordi det også sker for andre.
    Jeg kender også mange incl mig selv der har aborteret, og en hel del af dem er alle blevet gravid ca 2 måneder efter. Håber alt det bedste.
    Har selv to stk nu:)

  21. Stine siger:

    Min søster var 8 uger henne, havde intet sagt på jobbet og meget lykkelig for graviditeten.

    Det gik godt over i det private erhversliv, de hænger ud på lækker restaurant i indre by sammen med andre konsulenter på hvide stofstole og fejre afviklingen af seneste projekt.

    Min søster fik ondt i maven, det begyndte at gøre lidt mere ondt, men der var ikke blod, når hun tjekkede på toilettet. Så hun tænkte, at sådan er det måske at være gravid, spiste hovedretten og prøvede at deltage i snakken om Prince2. Pludselig begynder det at gøre mega nas, den hvide stol er ikke længere hvid og chef og mellemleder ved ikke helt, hvor de skal gøre af sig selv. Og min søster står på Hvidovre med konsulent fra Rambøll og chef og venter på sin kæreste…

    Det er bare så synd, når det sker. Jeg håber, at din søster aboterede under lidt bedre omstændigher, hvis man kan tale om det – i en sådan situation.

    Min søster begyndte i det offentlige og nyder at være på barsel med nummer 2.

  22. Kong Mor siger:

    Nogle synes ikke at det er værd at snakke om. Men det drejer sig rent faktisk om 20 % af alle graviditeter, der ender med det der kaldes spontan abort, hvor fosteret ved en eller anden fejl i konstruktionen simpelt hen har slukket for livet, helt selv. Og heldigvis, havde jeg nær sagt, for det ville blive til et barn, som ikke ville være i stand til at overleve naturligt.

    Alle der har været gravide, kan tale med om, at der helt fra starten af graviditeten, er en frygt for at noget går galt, og det var med den frygt jeg lagde mig på briksen til scanning i december 2000. Og jeg, der havde været igennem det før – men kun tre børn – kunne godt se at der ikke var noget lille hjerte der bankede. Og nøgternt og praktisk som man nu er, foregik det hele uden tårer. Også selvom der kun var 5 dage til jul..

    Lige indtil dagen efter, hvor jeg omtåget af narkosen, opfattede at det er slut, og at der ikke var mere tilbage. Så kom alle tårerne. Og alle spørgsmålene: hvornår skete det? Var det på grund af den panodil jeg tog dengang jeg havde ondt i hovedet, uden at vide at nr. 4 var på vej.
    Hvorfor er jeg sådan en dårlig mor, der ikke engang kan holde på et lille foster?

    Og det lille barn, som blev til ved et tilfælde og absolut ikke var planlagt, men som vi glædede os til, kom jeg pludseligt til at savne så voldsomt, at det gjorde ondt helt ind i sjælen. Og jeg blev hysterisk; lige pludselig var der ord jeg bare ikke kunne klare: udskrabning, f.eks. det lød af
    klinisk sterile håndvaske og flænsende rundsave.
    Eller reklamer med små lækre buttede babyer – det er ufatteligt hvor meget man kan sælge ved hjælp af babyer. Og når man af vane afslår et glas, fordi – nåårh nej, der er jo ikke nogen derinde mere…

    Det er også svært at stå model til folks reaktion: nogle mennesker kan man ganske enkelt ikke holde ud at fortælle det til, fordi de er dig så uendeligt ligegyldige, og så er der dem, som hyler endnu mere end man selv gør, og så er der de få, som man ikke alene kan holde ud at tale med, men som man må og skal tale med, fordi det lindrer. Og det er, på en eller anden måde, lettere at tale med nogen, der har været igennem det alt sammen før.

    Jeg var så heldig at alt det medicinske og tekniske ved denne oplevelse, var helt i top. Jeg lå på klinikken allerede næste dag, min gynækolog ville ikke udsætte mig for at få det ud selv, ej heller lade mig vente i mange dage.
    Ikke alene trøstede portøren mig da han kørte mig, stortudende, ned til operationsstuen, men også narkoselægen holdt mig i hånden, og lovede mig at jeg ville komme tilbage til hende om et år når jeg skulle have en baby, og det sidste jeg opfattede, før jeg faldt i søvn, var at hun aede mig på panden og tørrede en tåre væk, for nu kun at nævne to af de vidunderlige mennesker jeg havde med at gøre.
    Og takket være denne dejlige behandling, kunne det ikke ha’ været en bedre oplevelse, efter omstændighederne. Jeg mener, så havde jeg ikke nogen ubehagelige minder at bakse med, oven i alt det andet.

    Jeg fik lært at man ikke skal tvivle på sit eget værd som kvinde, man skal ikke begynde at spekulere på hvornår og hvorfor det gik som det gjorde, for uanset hvad, så var det ikke min “skyld” det skete.. Og begynder man først at tænke på alt det, så lurer depressionen lige om hjørnet.

    Jeg blev gravid med mit fjerde barn kort tid efter. Han er nu 9 år!

    • julesrules siger:

      … Og så tuder jeg igen! Simpelthen så rørende med portøren og lægen der!

      Og tak til jer allesammen for de gode kommentarer.

  23. Jane siger:

    Melder mig på holdet… Hurtigt gravid første gang, begyndte at bløde i uge 7 og havde to klatter derinde som aldrig ville være blevet til noget. Mega ked i lang tid. Men… det er 5 år siden, og jeg har idag to børn og måske en hovsa på vej…
    Kender rigtig rigtig mange der har haft oplevelsen med en spontan abort, og alle har fået børn efterfølgende.

  24. Helle siger:

    Kære du og din søster!

    Jeg er selv et resultat af en graviditet efter en ufrivillig abort! Der kan komme de magiske ting ud af de mest triste! Jeg ønsker alt godt for din søster! Hun er klog, at hun mener, at historierne, følelserne og tankerne skal frem!

    Gode tanker til jer..

  25. Øglemor siger:

    Mange tanker til din søster og også til dig som ‘pårørende’. Jeg prøvede helt det samme i efteråret, hvor jeg var blevet rigtig hurtigt gravid (nærmest lige efter at have fået fjernet spiralen). Kunne ikke helt tro på, at vi skulle være så heldige en gang til (det gik også hurtigt med at blive gravid første gang), og selv om jeg var glad, havde jeg også en mærkelig fornemmelse. Som fik mig til at tilkøbe en scanning i det, der skulle have været ca. uge 8. Desværre bekræftede scanningen mig i min underlige fornemmelse – noget var ikke, som det skulle være. Blommesækken var helt tydelig, men der var ikke noget foster, og selv om damen bad mig se tiden an en uge, var hun ikke fuld af optimisme. Og med rette, for da jeg kom igen efter en (meget lang) uge, viste scanningen stadig ingenting. Vindæg, lød dommen.

    Herefter er der en længere historie om HCG-prøver, scanninger på Rigshospitalet og blødninger, og forsøgsvis opmuntrende læger, der blev ved med at sige, at det jo KUNNE være, at det bare var en sent udviklet graviditet. Det var det så bare ikke, hvilket en temmelig kraftig blødning beviste med al tydelighed. Det var ikke så sjovt, men omvendt slap jeg for narkose og halløj, fordi kroppen selv skilte sig af med det.

    Der gik en måneds tid, før jeg var helt på toppen igen – var meget meget træt og selvfølgelig også ked af det, selv om jeg er med på holdet, der snakker om ‘den højere mening’. Og jeg var faktisk også lidt bange for at blive gravid igen – og paradoksalt nok også for, at det af uransagelige årsager ikke kunne lade sig gøre. Det kunne det bare godt, og 3 måneder efter den spontane abort (og altså kun små 2 måneder efter, at jeg var helt frisk igen) blev jeg gravid igen. Nu er jeg i 5. måned, og der er godt gang i maven. Men jeg købte mig en scanning både i uge 8 og i uge 10, fordi uroen ikke helt ville slippe mig. Inkl. Nakkefoldsscanning og MD, er jeg blevet scannet hele 4 gange, og det har været lige det, der skulle til for mig, for at være overbevist om, at alt er ok indeni den der mave…🙂

    Jeg ved ikke, om jeg ville have haft det anderledes med aborten, hvis der havde været et dødt foster i livmoderen, som jeg skulle have taget stilling til. Men jeg bilder mig selv ind, at det har været ‘nemmere’, fordi der var helt tomt. Jeg græd en del for det, der kunne have været, men visheden om, at det, der kunne have været, aldrig ville kunne være blevet, hjalp mig på en eller anden måde. Hvis det da overhovedet giver nogen mening…

  26. Linda siger:

    Hvis der er et ømt emne, så er det her mit!

    Jeg blev meget ønsket gravid for anden gang. Havde været ude og investere i nyt ventetøj, men nogle dage efter havde jeg pludselig en mindre blødning og jeg vidste med det samme at der var noget helt galt. Det var i 12. uge.
    Til vagtlægen jeg kørte og blev henvist til gyn. afd til scanning sent om aftenen, helt alene. Manden var jo hjemme med vores datter på 2½.
    Og da hun satte den der scanner på kunne jeg bare se et stort sort hul og en lille hvid ø i midten og jeg vidste jo at det ikke var sådan det skulle se ud.
    Næste dag fik jeg en udskrabning, som egentlig var en stille og rolig oplevelse med nogle meget kompetente og opmærksomme ansatte, og en meget forstående læge, som kom og spurgte til mig bagefter.

    Jeg blev gravid igen allerede i anden cyklus, og set i bakspejlet var dette al for hurtigt for mig. Jeg havde så stor sorg over det barn og de drømme jeg havde mistet og omgivelsernes manglende erkendelse af min sorg, stak så meget i mig.

    Jeg har jo to skønne døtre idag, men jeg ville ønske at jeg havde brugt nogle måneder ekstra på at bearbejde mit tab, istedet for at have så travlt med at blive gravid igen.
    Det ville virkelig have gjort nogle år meget anderledes for mig.

    Kære Mette, jeg håber at du får en rigtig dejlig graviditet, når du igen ønsker det.

  27. ulla siger:

    Fordi 1. barn kom uden nogen problemer. faldt det mig slet ikke ind, at der kunne ske noget da vi ville have nr 2…men en lille uge før nakkefoldsscanning begyndte jeg at bløde og kom hurtig til vagtlæge, som så sendte mig videre til scanning og ja, der var ikke noget liv at se. Fuck hvor blev jeg ked..havde lige fortalt omgangskredsen at nu skulle det være osv. Og bange, for jeg hader alt, hvad der har med hospitaler, operationer, sygdom osv. at gøre og nu skulle jeg så i fuld narkose og have udskrabning. Ikke fedt. Heldigvis var alle læger og sygeplejersker super søde og medfølende. En sygeplejerske holdt mig i hånden, da jeg fik narkosen og talte sødt og blidt til mig.
    Efter den oplevelse havde jeg det lidt sådan, at der gerne måtte gå lidt tid, inden vi prøvede igen. Ca. 4 måneder efter blev jeg så gravid igen og de de første 12 uger var lidt hæslige. Jeg det sagde det ikke til nogen og ville helst ikke tænke for meget på det. Til nakkefolden fik vi så et mega dårligt tal..1-11. Blev slået lidt ud, for jeg ville bare gerne se liv, havde ikke lige downs i hovedet…fuck! fuck! fuck! Blev scannet igen 14. dage efter hvor det stadig ikke så godt ud, fik taget en moderkagebiopsi, ventetiden på den var et helvede..fik så det svar, at de ikke havde fået nok med til, at de kunne sige noget. Blev rimelig pissed, det er jo ikke en lille nål de stikker ned igennem maven. Ny scanning med fru over-scanningsjordemoder viste så nogle misdannelser, bla. ved arme og ben. Beslutning blev afbrydelse af graviditet, som fandme skal op i et abortnævn, fordi man er over 12. uge. Samtidig med det var der efterårsferie = et par dages ventetid = cigaretterene blev fundet frem og jeg havde ikke røget i flere år. Nå, men naiv som jeg var/er troede jeg, at det blev fjernet via udskrabelse, men næ nej, det skulle fødes. Det var nok de værste ventedage i mit liv. Tanken om den “fødsel” skræmte livet af mig. Men op og få nogle piller, så vente i 2 døgn, så op og blive sat i gang, veer, smerter og så fødsel, derefter udskrabning. Nej ikke mine yndlingsdage. Men personalet var fantastiske og jeg så den lille og kunne godt se de korte arme. Fik at vide, at var jeg gået graviditeten ud, ville den ikke have overlevet og det kan man så trøste sig med senere, at det blev hurtigt opdaget…Men men, det skulle lige bearbejdes og vi skulle vente min. 6 måneder med at prøve igen, for fostret skulle obdukseres, hvis det var noget arveligt den fejlede (kalder det stadig den, selvom vi ved det var en pige. Vil nok helst ikke tænke for meget på, hvad kunne have været.)
    Nå men det var ikke for at skræmme din søster, for det skal nok lykkes hende at få en vidunderskøn baby, at jeg kom med denne smøre. Det letter bare hver gang jeg fortæller om det.
    Og vi har da også fået vores nr 2 underskønne dreng. Da vi fik svarene på obduktion og fik grønt lys, der var ingen arvelige genfejl, ja så turde vi godt igen. Og jeg var da også glad under graviditeten og glædede mig, prøvede at skubbe alle negative tanker i baggrunden. Men helt ærligt, så skulle jeg have en levedygtig baby i armene før jeg var 100% sikker i min sag om baby nr 2. Og sådan vil det nok være for de fleste, som går igennem en ufrivillig abort.

    Jeg håber, din søster bliver gravid igen snart (når hun er klar) og alt forløber uden problemer. Sådan er det da heldigvis oftest:o)

  28. Søster/moster Mette siger:

    Jeg vil gerne sige tusind, tusind tak for alle jeres historier, gode ønsker og tanker!
    Jeg har læst dem alle rigtig mange gange, på alle tider af døgnet, og det har trøstet mig, støttet mig og givet mig håb og tryghed.
    Det har på en måde været meget terapeutisk at læse, og jeg føler virkelig at det har hjulpet mig meget!
    Jeg vil gerne sige, at det gør mig ondt for alle jer der har oplevet det samme. For det er virkelig, virkelig ikke nemt! Og ikke noget som jeg på nogen måde havde forestillet mig kunne ske i virkeligheden for mig, selv om jeg jo godt kender tallene. Statistikker eller ej, det er stadig svært!
    Jeg ville gerne skrive et eller andet langt indlæg om hvordan jeg har det og hvordan det føles. Føler lidt at jeg skylder jer det. Men det kan jeg ikke lige nu. Tænker også at måske er det ikke nødvendigt, for I ved det jo tydeligvis godt, hvordan det føles.
    Det er bare tomt lige nu. Helt tomt indeni.

  29. anette siger:

    Ja, jeg kan også være med.
    Blev i 1997 gravid for første gang, efter at have prøvet i laaaang tid. Blev sat til 12. december 1997, men aborterede desværre i 9. uge. Og var meget ked af det. Følelsen kan næsten kun beskrives med ordet “tomhed”.
    Så går der lidt over et halvt år, og præcis den 12. december 1997 kan jeg konstatere, at jeg er gravid med min søn.
    Nogle gange går alt bare op i en højere enhed … og der er mere mellem himmel jord.
    Mette, jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke med din næste graviditet, som nok skal komme, når du igen er klar🙂

  30. Konen siger:

    MIn veninde blev planlagt gravid, da deres første var knap 1 år. Grundet alvorligt handicap i familien, blev hun tidligt scannet. Der var to i maven, men desværre var de døde. Det var rigtigt trist, men de trøstede sig med, at det var meget tidligt i graviditeten mv. Hun blev gravid igen ½ år senere…..med tvillinger igen !!!! Og de er i dag 10½ år og drønlækre..ganske som deres storesøster:o) Held og lykke til din søster og hele familien.

  31. mille siger:

    Øv der er ikke andet end at sige øv. Og ja er selv en af de 20 procent eller er det 25 procent. Første gang jeg blev gravid. Har to børn nu, men det tog et helt åt inden jeg blev det igen. Min krop kunne ikke producere ægløsning..Og jeg var så ulykkelig, for det eneste jeg ville var at være gravid. Efter 8 måneder gik jeg til læge, og kun kunne konstaterer, at jeg ikke havde ægløsning. Fik en gang hormon behandling og wupti, så var jeg gravid med min ældste. Det værste tænker jeg er at man jo er bange for om det overhovedet lykkedes. Men det gør det heldigvis for de fleste. Så eneste løsning er vel op på hesten eller ja..dilleren, og tro på det..og måske med lidt hjælp. Mit råd er, Hvis det ikke sker relativt hurtigt – søg læge. Min søster oplevede det samme, men blev gravid måneden efter. Lad vær at vente, bare fordi lægerne siger man skal. Hvorfor dog? Knus og tanker til dig og din søster.

    • julesrules siger:

      Tak Mille. Det her er jo et gammelt indlæg, og heldigvis er min søster gravid nu og skal føde til januar. Det viste sig at hun havde pco, men med hormon behandling lykkedes det🙂

Der er lukket for kommentarer.