Når ja-hatten får på pulden

Nå. Men jeg synes altså generelt, at jeg er et forholdsvist positivt menneske. Det har jeg ikke altid været, og derfor er jeg meget bevidst om det. Da jeg var yngre var jeg meget weltschmertz-agtig og havde meget svingende humør. Det begyndte at ændre sig, da en veninde en dag sagde til mig, at mit humør påvirkede alle omkring mig. Og selv om jeg blev lidt høj af den magt, så synes jeg alligevel, at jeg hellere måtte leve op til ansvaret, og så ikke være sådan en tung, våd karklud.

Så det arbejdede jeg på. I årevis. Og alderen har også hjulpet med det, man hviler jo nok mere i sig selv, og to børn har fjernet fokus fra egen navle (eller, man kan ikke se sin egen navle pga efterfødselslovehandle…) og man får perspektiv osv osv – i hvert fald, synes jeg godt jeg med nogenlunde sikkerhed kan sige, at jeg er et ret positivt menneske nu. Jeg ser på den lyse side, som regel. Vi kan da alle sammen have en dårlig dag, bevares, men jeg beslutter mig ret hurtigt for, at jeg ikke orker at være så negativ/depri/sur og ikke vil bruge min energi på det, og så finder jeg på noget andet og kommer videre. Der findes ikke problemer, kun udfordringer. Den type.

Og det er jo vældig populært, sådan rent ledelsesmæssigt. De sidste år er det blevet mere og mere den slags “hvad-kan-du-selv-gøre, fokuser på det vi kan og det der virker, ikke mere brok-kultur”. I hvert fald inden for det offentlige, og sikkert også andre steder. Og ja, i det store og hele er det fint med mig, jeg kan godt se pointen.

Men nogen gange. NOGEN gange er man virkelig nødt til at tage fat om nældens rod og tale om den store lyserøde elefant der står midt i lokalet og føler sig ignoreret. Når man i over TO år, har haft ja-hatten på og været loyal og bakket op og lagt arbejdstimer i ting, og været positiv og gjort det man selv kunne, så godt som man kunne, med det man nu har – og alt det stadig ikke er nok, og tingen stadig ikke er god nok og ikke fungerer som den skal – så synes jeg bare, det ville være helt i orden at tale om, at der er noget som ikke er i orden. Det virker ikke. Og jeg vil ikke tale mere om mine egne mål og hvad jeg selv kan gøre, og jeg vil ikke høre om, hvordan jeg formulerer den bedste overskrift, når teknikken er oldnordisk og ikke virker godt nok, når man ikke kan søge alle titler frem, når formen ikke fungerer. Når rammen ikke er i orden.

Og jeg føler mig talt ned til. Patroniseret. Når en står der, og siger til mig, at så kan jeg jo følge med i nyhederne, og se tv, og følge med i verden omkring mig, sådan at jeg ved hvad der er aktuelt, og så kan jeg jo lave emnelister og boglister og temating og konkurrencer osv. ud fra det! No shit, Sherlock??? Hvad tror du, man laver hver eneste dag, som bibliotekar? Det er ikke det, der er problemet. Det er ikke MIG, der er problemet.

Så sådan en dag havde jeg i går.

Og på vej hjem i toget, fik jeg omkring kl. 17 en sms om, at Klara lige var kommet i tanke om, at hun ps. skulle have kage med i skole i morgen, i dag, torsdag. Og at hov, hendes støvler var gået i stykker i lynlåsen, så hun havde heller ingen sko at tage på… og om jeg mon nåede hjem, inden hun skulle til svømning kl. 18? Og inden der var generalforsamling i grundejerforeningen kl. 19?

Lige da lagde jeg ja-hatten på hylden. Og resten af onsdagen var jeg prototypen på en gammel, sur, bitter, skuffet, desillusioneret, stresset, overbebyrdet, fornærmet og træt bibliotekar.

Så det var nok meget godt, jeg ikke skulle hjem og have udlånsvagt. Hvis man skal vende det til noget positivt.

Om julesrules

www.julesrules.wordpress.com
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Når ja-hatten får på pulden

  1. Frk Bogorm siger:

    🙂 Ja nogen gange strammer den ja-hat bare så meget. Og det er fuldstændig i orden at blive negativ. Man behøver jo heller ikke være hjernedød ignorant, vel?
    Jeg laver nogen gange en Maude, går tidligt i seng med hund og en god bog og prøver at ignorere vreden/arrigskaben i maven… Det virker ikke altid. Og jeg håber jeg gør det uden Maudes lidende fjæs…
    Håber du kom godt hjem, fik tryllet kage og sko frem og set alle nyhederne, gennemlæst samtlige aviser og snuppet mødet i grundejerforeningen?

  2. Hold da kæft! Der fik du lige sat ord på min dag. Jeg havde det PRÆCIS på samme måde. Mange tak for ordene.

  3. Marie U. siger:

    Nogle dage er det sgu ok at være træt af både arbejde og forpligtelser! Håber alt løste sig og at mandens knæ ikke stod i vejen for at du kunne blive nusset lidt i håret inden sengetid🙂

  4. Maria siger:

    Som en født optimist, så kan jeg kun sige, at det handler om balance. Det handler om at sige JA til de rigtig ting, ikke til alting. Man skal kunne være uenig med chefen, kæresten, børnene, forældrene, vennerne, uden at det bliver set som negativitet. Man skal kunne sige: “Det her kan gøres bedre”, og det er jo netop at have ja-hatten på til forandring til det bedre. Er det ikke det erhvervslivet så gerne vil have? Forandringsparathed. Som en sidste støtte til din ret til at sige fra, og blive respekteret for det, så husk, at du er menneske og ikke en engel, og godt for det🙂

Der er lukket for kommentarer.