Alein alein…

Snøft. Det var Agnes´ yndlingssang. Alein alein. Hvor vi dansede til den, og sang med og krammede. Nu sidder jeg helt alene og formålsløs her. Og det er MEGET koldt og ensomt. Og formålsløst. Og det sneer.

Hun stod op kl. 6, hvilket var dumt, for normalt kan hun sove til 7.30 og så er hun friskere. Nu var hun allerede træt igen kl. 9, da vi kom ned i vuggestuen. Og i dag skulle hun jo prøve at spise der, og hvis det gik godt, så skulle de også prøve at putte hende til lur. Men jeg var slet ikke optimistisk.

Stod i køkkenet en stor del af morgenen og så ud på sneen og villavejen og alle de folk der affrostede biler og slingrede på cykler. Og jeg havde lyst til at kramme hende ind til mig skrige nej nej nej NEJ, og gemme mig under dynen med hende. Mmm ja, for dér ville ingen jo opdage os!

Det er helt forkert. Helt. Og i dag vil jeg SLET ikke høre nogen velmenende argumenter om, at det er godt for hende og at hun bliver glad for det. Hun var udmærket glad her, og det er IKKE godt for hende. Det ville være godt for hende, at være sammen med sin mor, hver dag, indtil hun skulle i børnehave eller måske i skole. Det ville være godt. Især hvis vi boede i en stamme i junglen og alle de andre mødre og børn også var hjemme hele dagen. DET ville bare være super! Så ville vi ligge i en hængekøje af lianer hele dagen og smide peanuts efter aber. Eller noget i den stil. Det ville være herre godt for alle.

Men afsted afsted kom vi, og alein alein er jeg nu. Jeg blev der lidt sammen med hende, og det gik fint, men hun var meget træt og derfor mere pivet. Og en del mere utålmodig i frugtsituationen. Så sagde primær pæd. at de jo kunne prøve at lægge hende nu, til en lille formiddagslur og så vække hende til frokost og så ringe derefter så jeg kunne hente hende. Det synes jeg, var en meget bedre plan, når det nu skal være. Og så vinkede hun og sagde hej hej, hej hej, – fordi det siger hun når hun vinker, nu. Til perfektion. Hvis der var en babyeksamen i vink og hej hej, så havde Agnes bestået den med udmærkning. Og jeg gik og jeg så ind gennem ruden, at hun slet ikke var ked af det. Hun havde sin løve med, i dag. Og en klud, som vi har sovet med i nat. Mmmm mælk og armsved. En populær sællert i Baby Fragrance Library.

Og så kørte jeg hjem med en rungende tom cykel og gav mig til, helt manisk, at skovle sne. På HELE hjørnegrunden. Og så højlydt og i et så vanvittigt tempo, at underboen kom halsende ud i sutsko og halstørklæde, og sagde, at han bare lige var ved at finishe sin morgenmad, og så var det altså hans mening at gøre det. Han er amerikaner. Ergo føler han, at han er den der skovler sne, på trods af at han er over 60. Men jeg sagde No no, I need to shovel, i need to not cry. Must throw snow. Og nu kan jeg ikke mærke mine hænder. Hvilket ikke var intentionen.

Intentionen var, at jeg ikke skulle kunne mærke mit hjerte, mine følelser. Men det kan jeg alt for godt, så nu spiser jeg i stedet for at skovle. Mad fjerner smerten, messer min hjerne. Kom nu Julie, en bid til. Om lidt kan du ikke mærke noget. Tag et stykke chokolade også, du har fortjent det! Bare videre – hop med på løgnen – samfundet fungerer som det gør – du elsker dit arbejde – penge må der til – det er godt for de små børn at lege med venner hele dagen – de lader hende ikke græde sig i søvn, det sagde de selv.

Hvad nu, hvis de sælger hende?

Til hvid slavehandel? Hun er jo enormt smuk og dejlig og meget nem, alle vil have hende. Og så kommer jeg derned om nogen timer, og så er hun væk og alle spor efter hende er væk. Den lille blå trold, med hendes navn på, ved hendes garderobeplads, er væk. Det blå krus med hendes navn på. Labels på kasser. Alt er væk. Ligesom i den der film med Jodie Foster ombord på flyveren, hvor hendes datter forsvinder!

Agnes??, siger de så? Vi har ikke nogen her, der hedder sådan. Er du sikker på, du er det rette sted? Hvor er mit barn, skriger jeg så, hvor har I gemt min baby?? Giv mig min pige NU! Og de må være flere om at holde mig, men de lader som om de aldrig har set mig før og de ikke kender min Agnes. Og så ringer de efter politiet og siger, at de har en sindsforvirret kvinde, der prøver at finde et ikke eksisterende barn, og jeg bliver fjernet og spærret inde på et sindssyge hospital og ingen tror på mig og jeg river alt håret ud af hovedet på bedste græsk tragedie-vis, og til sidst zoomer kameraet ind på en lille stof løve der ligger halvt gemt i et hjørne i vuggestuen, og så VED man at jeg havde ret. Agnes var der. Hendes løve er der stadig. Men hun er væk. The End.

Ai, for fanden, ringer de ikke snart??? Hvor lang tid kan det tage at sove og spise??

Hvor er de satans chips?