Ugens bedste billedbøger

Den her er ikke ny, men jeg har elsket den længe:

Antons sten, af Lotta Geffenblad.

 

Måske fordi jeg selv er sådan en samler-type. Og fordi jeg godt kan huske den der barnlige medlidenhed med alting. Jeg elsker at læse den her højt for Klara, som også i den grad elsker at få den læst højt. Det er en stille og rolig fortælling, med nogle meget smukke og anderledes illustrationer af forfatteren. Den handler om Anton, som finder en lille ensom sten på vejen, på vej hjem fra børnehave. En meget genkendelig hverdagssituation for børnefamilier. Min samler i hvert fald ALT muligt og umuligt op fra jorden, når vi går hjem. Nå, men pludselig bor der temmelig mange sten hjemme hos Anton, og hvad gør en klog forælder så? Jeg ville ikke afsløre mere her.

Ny er til gengæld opfølgeren, Antons gaver.

 

Det er de samme smukke, lidt melankolske, illustrationer af Lotta Geffenblad. Nu har Anton fødselsdag og han glæder sig. Han pakker pakker ind til alle, af ren og skær forventning. Og igen lykkes det Anton at få en masse ud af meget lidt, med hjælp fra sin store fantasi. Begge historier er meget rørende og lette at genkende for de små. Jeg ville læse dem højt for en ca. 3 årig og op efter. Klara kan stadig godt lide dem.

Nogle af mine all time favorittes er bøgerne om Benny, af Barbro Lindgren. Der er kommet to tidligere, “Jamen, Benny dog” og “Jamen dog, Benny”, og nu er der så kommet en tredje, Øf Øf, Benny.

 

De er illustreret af Olof Landström, og det er lige så man har lyst til at skille bogen ad og ramme de illustrationer ind. Jeg ELSKER at de er så enkle i stregen, men alligevel indeholder de helt utroligt meget. Bennys bitte små griseøjne er meget udtryksfulde og nogle af hans ansigtsudtryk siger mere end tusinde ord, på trods af de enkle streger der er brugt. Det er stor kunst.

Barbro Lindgren er jo også altid en dejlig fortæller, og de her bøger om Benny er sådan nogle der fik mig til at tude af rørelse, da jeg var gravid med Agnes og læste dem for Klara. Hun er godt nok lige ved at vokse fra dem, men heldigvis er der kommet den tredje, Øf Øf, Benny, hvor en af hovedpersonerne hedder Klara – så nu gider hun dem lidt igen.

Det er helt enkle hverdags historier om Benny, hans evigt støvsugende mor, hans søde/skrigende lillebror og hans bamse Lille Øffe. Man kan genkende rigtig meget fra sig selv, især elsker jeg den scene hvor Benny får nok og bare får lyst til at grave sig et mudderhul – hvem har IKKE prøvet at være dér??

 

Sidst men ikke mindst, har vi herhjemme haft utrolig stor fornøjelse af en af de seneste Fupz-Aakeson historier. Det er svært at sige om det er den nyeste, for den mand sprøjter jo historier ud i en lind strøm. Heldigvis.

Denne her, “Derfor prutter man” er muligvis ikke helt ny, for jeg tror den har været med i Sallies Historier tidligere. Men nu er den illustreret af Rasmus Bregnhøi og det er med et rigtig godt resultat. Den er super sjov til de lidt ældre, 5-6 årige, for de elsker jo alt sådan noget med numser og prutter og falde på halen humor.

Det er kort fortalt, historien om hvorfor mennesket prutter. Fortalt med masser af humor og i typisk Aakeson´sk stil. Noget med mennesket i gamle dage, der bærer deres børn i munden, ligesom katte, fordi vi skulle svinge os i træerne. Og derfor udviklede vi numsesproget, så vi ikke kom til at sige noget med børnene i munden og derved kom til at tabe dem ned til krokodillerne. Meget underholdende. Og sandt.